Dansk politi sætter flere patruljer ind i Københavns Lufthavne

Der bliver nu sat mere politi ind i lufthavnen i Kastrup og ved flere nøglepunkter i København, efter at Bruxelles er ramt af eksplosioner.

Der vil være flere betjente til stede i Københavns Lufthavn, som er ekstra opmærksomme på mistænkelig adfærd blandt passagererne og personer i lufthavnen. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Københavns Politi sætter nu flere patruljer ind i Københavns Lufthavne og udvalgte nøglepunkter i København.

Det sker, efter at flere eksplosioner i dag har ramt metrostationen Maelbeek og lufthavnen i den belgiske hovedstad Bruxelles, som har kostet flere personer livet.

- Vi vil være mere synlige. Vi vil blandt andet lægge mærke til mistænkelig adfærd og efterladte objekter i lufthavnen og ved trafikknudepunkter i København, for eksempel Nørreport og Hovedbanegården, siger den vagthavende hos Københavns Politi.

Politiet vil ikke sætte tal på, hvor mange politikfolk de konkret sætter ind, men henviser til, at de er i 'forhøjet beredskab'.

PET oplyser, at de følger situationen meget nøje.

Siden terrorangrebet i København i februar har politiet været i forhøjet beredskab.

I Belgien har indenrigsminister, Jan Jambon, netop skruet terrorberedskabet op på maksimum.

Det betyder, at personer i Bruxelles opfordres til at blive hjemme, at metroen indstilles foreløbigt, og at politi og militær vil være massivt til stede i Bruxelles gader.

https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/712200593599819776

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter