Dansk soldat dræbt af kammerat

Et vådeskud fra en soldaterkammerat dræbte den 21-årige Morten Krogh Jensen i den danske lejr i Afghanistan. Det er ellers forbudt at bære skarpladte våben i lejren.

Den danske konstabel, Morten Krogh Jensen, blev søndag skudt af en af sine egne i en vådeskudsulykke i Camp Bastion. (Arkivfoto) (Foto: Christian Brøndum © Scanpix)

Den 21-årige Morten Krogh Jensen døde søndag af sine kvæstelser efter at være blevet ramt af vådeskud fra en soldat i den danske lejr i Helmand-provinsen.

- Ham, der har været så uheldig at afgive vådeskuddet, ligger på infirmeriet med chok, fortæller chefen for det danske kontingent, oberst Jens Lønborg.

Kammeraterne er hos ham

- Han har det selvfølgelig skidt, og ud over læge og sygeplejersker er der er nogle fra hans kompagni hos ham. Men han er ikke kommet fysisk til skade, siger Jens Lønborg. MediaLinks:

Morten Krogh Jensen stod i en gruppe af andre soldater, da han blev ramt, og flere af dem var også stærkt chokerede efter ulykken.

Det er forbudt at bære skarpladte våben

Uheldet indtraf i lejren forud for en øvelse, og forsvaret auditørkorps er nu på vej til Afghanistan for at undersøge forløbet.

Ifølge Jens Lønborg er der dog ingen tvivl om, at der er foregået noget ureglementeret.

- Det er ikke tilladt at bære skarpladte våben i lejren, så et eller andet sted er der begået en fejl, siger han.

Var rutineret soldat

Hærens Kampskole sender tirsdag også folk til lejren for at undersøge våbnet og gennemgå sikkerhedsrutinerne.

Morten Krogh Jensen var fører af pansret mandskabsvogn samt maskingeværskytte og signalmand. Han har tidligere været udstationeret i Irak.

Efterlader sig far mor og søster

Morten Krogh Jensen var ugift og havde ingen børn. Han efterlader sig far og mor samt en ældre søster. De pårørende har givet udtryk for, at de ikke ønsker nogen form for kontakt med medierne, og det henstilles, at medierne respekterer de pårørendes ønske.

Det er endnu ikke endeligt fastlagt, hvornår Morten Krogh Jensen kommer til Danmark, og hvornår begravelsen sker.

Facebook
Twitter