Dansk Taxi Råd om Uber-lukning: I dag er en god dag

Meddelelsen om, at Uber lukker i Danmark, bliver modtaget med glæde i Dansk Taxi Råd og 3F.

Vrede taxachauffører demonstrerede mod Uber foran Christianborg tilbage i 2014. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

På et pressemøde kort før middag oplyste Uber, at man lukker ned for al transport i Danmark.

Ifølge talsmand for Uber Nordic, Kristian Agerbo, sker det på baggrund af den nye taxiaftale, som blev indgået i sidste måned.

Lukningen vækker glæde hos Dansk Taxi Råd, der ser frem til at få de kunder tilbage, som taxachaufførerne har mistet til Uber.

- Vi er meget tilfredse med, at Uber efter 2,5 år endelig er nået frem til, at taxilovgivningen faktisk også gælder for dem, og dermed tager konsekvensen og lukker deres forretning. Sagen er jo den, at Uber hverken vil være lovlig i dag eller i fremtiden, siger direktør Trine Wollenberg og tilføjer:

- Vores chauffører får forhåbentlig nogle af de kunder tilbage, som de har mistet den seneste tid.

Også hos fagforeningen 3F, som mange taxachauffører hører under, vækker Ubers beslutning glæde.

- Det er en længe ventet melding. Uber har været ulovlig hele tiden, og for de 6.000 taxachauffører betyder det, at de kan beholde et anstændigt job og leve af det, siger Jan Villadsen, der er formand for transportgruppen i 3F.

- Det er typisk folk, som arbejder seks dage om ugen 12 timer om dagen, så de behøver en fin indtjening, og det har de mulighed for nu.

Han advarer dog om, at der kun er tale om en øjeblikssejr.

- Der findes masser af andre tjenester, der forsøger at nedbryde alle regler, og det er noget vi kommer til at se mere af. Men det er vi forberedt på, siger Jan Villadsen.

Uber har eksisteret siden 2009, og kørte for første gang i Danmark i 2014.

HOVEDPUNKTER I TAXIAFTALE:

  • Antalsbegrænsningen på taxitilladelser ophæves, så alle, der opfylder kravene til at kunne køre taxi, også har ret til at få en tilladelse.

  • De nugældende kommunegrænser for taxikørsel fjernes, så taxiselskaber kan operere på tværs af kommunegrænser over hele landet.

  • Fremadrettet kan man drive taxi i selskabsform, så erhvervet sidestilles med andre erhverv.

  • De, der kører andre former for erhvervsmæssig personbefordring som fx offentlig servicetrafik og handicapkørsel, får nu mulighed for at køre taxi på de tidspunkter, de ikke varetager anden erhvervsmæssig personbefordring.

  • Kommunerne kan udbyde taxibetjening i yderområder, så kommunerne betaler et beløb for, at taxiselskaberne til gengæld betjener yderområderne.

  • Krav om erhvervskørekort afskaffes. Krav om førerkort opretholdes med en styrket chaufføruddannelse.

  • Fastholdelse af krav om sædefølere, videoovervågning og taxameter.

  • Det vil fortsat kræve en særlig indretning af køretøjerne, ligesom man som vognmand skal have tilladelse til at drive taxikørsel, og taxichauffører skal have et særligt førerkort

  • Ændringerne i lovgivningen indføres gradvist, således at antalsbegrænsningen indføres over tre år, mens vognmændene får fem år til at tilpasse bilerne til de nye udstyrskrav.

  • Den nye lov vil blive evalueret efter ét, tre og seks år for at følge, hvordan markedet og nye teknologiske muligheder udvikler sig.

  • Kilde: Transportministeriet

Facebook
Twitter