Danske aviser bringer Muhammed-tegning

Sagen om den svenske Muhammed-tegning breder sig. I Afghanistan kalder man nu tegningen for en fjendtlig handling. Samtidig bringer flere danske aviser i dag tegningen som journalistisk dokumentation.

I går var der demonstrationer i Pakistan med afbrænding af flag og dukker i protest mod den svenske avis Nerikes Allehandas Muhammed-tegning (Foto: Rizwan Tabassum © Scanpix)

Sagen om den svenske Muhammed-tegning breder sig ud i verden. I dag fordømmer Afghanistan tegningen og kalder tegningen for en fjendtlig handling over for den muslimske verden.

MediaLinks:

I går var der protester i Pakistan, hvor muslimske demonstranter i flere byer satte ild til en dukke af statsminister Fredrik Reinfeldt og råbte "Ned med Sverige".

Danske aviser går med

Også flere danske aviser bringer i dag den svenske tegning, der viser Muhammed med en hundekrop.

Den svenske kunstner Lars Vilks tegning pryder således siderne i både Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten - og i Berlingske Tidende, hvor chefredaktør, Lisbeth Knudsen, siger:

- Vi bringer tegningen, fordi sagen i Sverige nu har antaget en karakter, hvor den har en almindelig nyhedsinteresse. Derfor bringer vi tegningen som dokumentation, forklarer hun.

Afviser at provokere

Holdningen er den samme på Kristeligt Dagblad - der sågar har tegningen på forsiden.

Chefredaktør Erik Bjergager mener ikke, at de danske aviser puster til ilden, ved at bringe tegningerne:

- Vi bringer tegningen som journalistisk dokumentation af, hvad sagen handler om, siger han og tilføjer, at al religion skal kunne kritiseres, men hvis man kun vil provokere, er det formålsløst.

Kristeligt Dagblad bragte for halvandet år siden også Jyllands-Postens tegninger af Muhammed.

Søger råd i Danmark

Samtidig går Islamisk Trossamfund i Danmark ind i sagen, da de er blevet spurgt til råds af svenske muslimer.

Det sker på baggrund af den kritik, som de kom med, da Jyllands-Posten bragte de berømte Muhammed-tegninger, som blandt andet fik Islamisk Trossamfund til at lægge sag an mod avisen.

Senere blev de beskyldt for at opildne det muslimske oprør, der skabte den danske Muhammed-krise.

- Derfor skal vi være meget påpasselige. Denne her krise kan også misbruges, ligesom Jyllands-Postens blev det, siger talsmand, Kasem Ahmed, der står klar med råd til sine svenske kolleger.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5331d2b3a11f9d125016f963

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter