Rettelse: Det fremgik tidligere at Fini Schulsinger var psykolog, men det var han ikke. Fini Schulsinger var psykiater.

Han husker alle undersøgelserne. Særligt den, hvor han bliver sat i en stol, mens han får sat elektroder på sine arme, ben og på brystkassen omkring hjertet. Så får han nogle hovedtelefoner på og skal lytte til nogle høje, skingre lyde.

- Det var meget ubehageligt, siger DR dokumentarist Per Wennick, der som barn medvirkede i forsøgene.

Forskningsforsøgene er kommet for dagens lys i forbindelse med en ny DR-dokumentarserie, 'Jagten på mig selv', der har premiere i dag. Her graver instruktøren Per Wennick i de mystiske test, han medvirkede i som barn uden at kende til baggrunden for dem.

- Det er ikke bare min historie, det er mange børns historie, siger han.

Undersøgelserne involverede 311 danske børn. De begyndte i starten af 1960'erne og skulle undersøge sammenhængen mellem arv og miljø inden for udviklingen af skizofreni.

Børnene fik dog ikke at vide, hvilken forskning de var med i. Heller ikke efter forsøget sluttede.

Undersøgelserne foregik i en kælder på Kommunehospitalet i København. Mange var adopterede eller anbragte på børnehjem, ligesom Per, der boede på børnehjemmet Godthåb fra han var tre til fjorten år gammel.

Ifølge historiker, Ph.D. og museumsinspektør på Danmarks Forsorgsmuseum, Jacob Knage Rasmussen, er det første gang, det dokumenteres, at anbragte børn er brugt til regulære forskningsforsøg i Danmark.

- Jeg kender ikke til lignende forsøg. Hverken i Danmark eller i Skandinavien. Det er rystende oplysninger, der strider mod Nürnberg Kodekset fra 1947, der efter 2. verdenskrig skulle sætte nogle etiske begrænsninger for forsøg med mennesker. Man indførte blandt andet informeret samtykke, som i dag er helt centralt i forskningsverdenen.

Elektroder på kroppen

Per Wennick vokser op på børnehjemmet Godthåb. Det er en institution for drenge i alderen 3-15 år. Her styrer plejemoren dagens gang med hård hånd.

- Jeg er opvokset med Gud og piskeslag, siger han.

Da Per Wennick som 11-årig bliver spurgt, om han vil prøve noget "sjovt" på Kommunehospitalet, der handler om, hvordan børn har det, siger han ja. Han tænker at det er en afveksling fra den kedelige dagligdag på børnehjemmet, og så får han ovenikøbet 16 kroner for det.

Her gennemgår han så en række test med jævne mellemrum. I den test, der vækker de stærkeste minder hos Per Wennick, skal han sidde på en stol med hovedtelefoner på og lytte til høje lyde, skrig og sætninger, som skal skræmme ham. Gennem elektroder, der er sat på kroppen af ham, bliver hans hjertebanken målt, ligesom hans kropstemperatur og svedniveau. Testen skal afsløre om han har psykopatiske træk.

- Hver gang, der kom en lyd, for jeg sammen. Jeg blev virkelig bange, og det viser sig faktisk, at det var meningen, at jeg skulle blive det, siger Per Wennick.

Ifølge Jacob Knage Rasmussen er der ikke noget nyt i, at anbragte børn er blevet udsat for psykologiske og psykiatriske test på børnehjemmene. Men han er rystet over at høre om forsøgene på Kommunehospitalet:

- Jeg har haft adgang til rigtigt mange børnehjemsjournaler, og jeg er ikke stødt på noget, der bare minder om det her. Jeg har aldrig hørt om børn, der har fået elektroder på kroppen.

- Det er særligt problematisk, at man har brugt anbragte børn, da de er en sårbar gruppe i statens varetægt, som ikke umiddelbart har nogen, der taler deres sag, uddyber han.

På Forsorgsmuseet har de modtaget mange henvendelser fra tidligere danske børnehjemsbørn, der har været anbragt i perioden 1945-1980, som mener at have været udsat for medicinske forsøg eller er blevet tvangsmedicineret.

Men det er altså første gang, at det nu er bevist, at børnehjemsbørn i Danmark har været brugt til forskning.

Skizofrene mødre

Ideen til forskningsprojektet kommer fra den amerikanske psykolog Zarnoff A. Mednick, som dengang er professor på universitetet i Michigan. Mednick er interesseret i, hvad der adskiller skizofrene patienter fra patienter med andre lidelser og raske mennesker.

Men han kan ikke finde en egnet undersøgelsesgruppe i USA, da man ikke har et folkeregister som i Danmark. Gennem folkeregisteret er det nemlig muligt at følge forsøgspersoner gennem livet, selvom de for eksempel skifter bopæl.

Derfor opsøger amerikaneren en dansk professor på Kommunehospitalet ved navn Fini Schulsinger. Sammen grundlægger de et årtier langt dansk-amerikansk forskningssamarbejde på dansk jord.

Forskningen går blandt andet ud på at studere børn, der potentielt kunne udvikle skizofreni. Derfor undersøger man børn af skizofrene mødre, der er i høj risiko for at udvikle sygdommen. For at have noget at sammenligne med deltager der også en gruppe kontrolbørn, som ikke har skizofreni i familien. Per Wennick er et af de børn.

Overvåget som voksen

I 1973 deltager deltager Per Wennick som 24-årig i, hvad han tror er det sidste forsøg. Han spørger igen ind til, hvad forskningen handler om. Men får ikke et svar. Det viser sig dog, at forskningen fortsætter uden hans samtykke.

For ti år senere opdager han, at forskerne stadig bruger ham. Han er på hospitalet for en hudlidelse, men opdager under det besøg, at det bliver rapporteret til psykologisk institut, hver gang han er i kontakt med sundhedsvæsenet.

- Det synes jeg er en overskridelse af mine rettigheder som borger i det her samfund. Jeg synes, at det er så besynderligt, at nogle mennesker skulle vide mere om mig, end jeg selv har været klar over. For de må have fundet ud af uendeligt meget om mig, siger Per Wennick.

Alligevel er det altså først for tre år siden, at han beslutter sig for at finde ud af, hvad det var han deltog i som barn.

Han sidder til en filmfestival i Amsterdam (IDFA) og ser den amerikanske dokumentar 'Three Identical Strangers'. En film, der afslører et hemmeligt forskningsforsøg, hvor trillinger blev adskilt ved fødslen og adopteret til familier i forskellige sociale lag for at undersøge sammenhængen mellem arv og miljø i forhold til udviklingen af psykiske lidelser.

- Nogle alarmklokker begyndte at ringe i mig, og jeg kom straks til at tænke på de undersøgelser, jeg deltog i, i min barndom. Jeg fik omsider modet til for alvor at dykke ned i min historie for at blive klogere på, hvad forsøgene gik ud på, og hvorfor jeg var udvalgt, siger han.

Det er blevet til dokumentaren 'Jagten på mig selv' som kan ses nu på DRTV.

Støttet af CIA

Gennem aktindsigter og gamle registre finder Per Wennick ud af, at forskningen handler om skizofreni – og at det trækker tråde til det amerikanske efterretningsvæsen.

Gennem rigsarkivet finder han frem til nogle gamle avisartikler, der beskriver, at forskningsprojektet er blevet forgyldt økonomisk af det amerikanske sundhedsvæsen. Bare det første år bliver projektet støttet med 3-400.000 kroner, svarende til cirka 4,6 millioner danske nutidskroner.

Endnu mere interessant er det, at en amerikansk fond ved navn 'The Human Ecology Fund' bidrager med i alt 21.000 dollars, svarende til en værdi af cirka 1,2 millioner danske nutidskroner. WikiLeaks har afsløret, at fonden i 1960’erne opererede på vegne af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.

Per Wennick har forsøgt at kontakte CIA for at finde ud af deres interesser i forskningen, men de er aldrig vendt tilbage. Han opdager desuden, at forskningens formål bevidst er blevet holdt skjult for børnene.

I 1977 blev det til en doktordisputats af den danske psykiater Fini Schulsinger med titlen 'Nogle undersøgelser til belysning af sammenhæng mellem arv og miljø i psykiatrien'.

Normalt skal de forsvares offentligt – men Justitsministeriet gav særlig tilladelse til, at det ikke skete med denne disputats.

Begrundelsen var hensyn til børnenes anonymitet, og at de ikke skulle stifte bekendtskab med baggrunden for, at de deltog i undersøgelserne.

Slettede dokumenter

Per Wennick håber på at kunne lære mere om sin fortid ved at finde frem til sin egen patientjournal, der måske kan give en større indsigt i undersøgelserne.

Selvom journalen er årtier gammel lykkes det ham faktisk at lokalisere den. I et tidligere ligfryserum i kælderen under Psykiatrisk Center Glostrup i deres afdeling i Hvidovre. Her ligger 36 kasser med materiale om forskningsprojektet.

Men inden Per Wennick når at søge aktindsigt i kasserne, der har været opbevaret i mere end 60 år, begynder centeret at makulere papirerne.

Det sker efter, at en professor med tilknytning til undersøgelserne på Kommunehospitalet, som Per Wennick interviewer i dokumentaren, orienterer centerledelsen om Pers interesse i forskningsmaterialet.

Per Wennick modtager derfor følgende skriftligt var på sin aktindsigt fra Centerleder på Psykiatrisk Center Glostrup, Mette Bertelsen Fredsgaard:

"Jeg er i forbindelse med din henvendelse til Professor Emeritus Josef Parnas blevet bekendt med tilstedeværelsen af det omtalte forskningsmateriale. Da vi ikke må opbevare forskningsmateriale efter forskningsprojektets afslutning, er det pågældende forskningsmateriale blevet makuleret, Jeg beklager derfor, at jeg ikke kan tilbyde at hjælpe dig."

Størstedelen af forskningsmaterialet er altså blevet slettet lige for næsen af Per. Og selv efter han har søgt aktindsigt, har makuleringen af materialet fortsat.

- Hvis der er noget, jeg er vred over, så er det den handling. At i dét øjeblik, jeg siger nu vil jeg gerne søge om aktindsigt i journalerne, så fortsætter de makuleringen. Det, synes jeg, er fuldstændig forkasteligt, fordi jeg har ifølge loven ret til at se, hvad der står skrevet om mig i diverse arkiver. Det slog mig ret meget ud, siger Per Wennick.

I dokumentarserien uddyber Centerlederen begrundelsen for makuleringen yderligere:

”Det er korrekt, at vi i forbindelse med DR´s ønske om aktindsigt bliver opmærksomme på, at vi har opbevaret de omtalte dokumenter længere end tilladt. Så snart det går op for os, makulerer vi materialet hurtigst muligt for at leve op til lovgivningen. Da der er tale om forskningsmateriale, er det vores klare opfattelse, at det er undtaget retten til aktindsigt. Men vi beklager, at vi ikke gav os tid til at foretage en grundig vurdering af anmodningen, før vi makulerede materialet.”

Centerlederens forklaring holder ikke i retten, hvis du spørger Kent Kristensen, lektor i Sundhedsret ved Syddansk Universitet. Han mener, at den fortsatte makulering af materialet, der skete efter, at Per Wennick søgte aktindsigt, er i strid med loven.

- Det er stærkt kritisabelt, at materialet er blevet makuleret. En praksis, hvor man fortsætter med at makulere, er fuldstændig undergravende for muligheden for at få aktindsigt, fordi det er umuligt at rekonstruere de oplysninger, som den pågældende person søger aktindsigt i, siger han.

Også historiker Jacob Knage Rasmussen er kritisk overfor makuleringen.

- Jeg tænker, at det er et kæmpe svigt i forhold til de tidligere børnehjemsbørn, der er interesseret i brikkerne til deres egen barndom for at få lavet en samlet historie om deres eget liv. Den mulighed frarøver man dem, hvis man makulerer forskningsmaterialet, siger han.

Centerchef Mette Bertelsen Fredsgaard tager kritikken til efterretning og vil fremover være mere grundig med administrationen af eventuelle makuleringer af personfølsomt forskningsmateriale.

- Jeg går ud fra, at makuleringen er tilendebragt, men er ærgerlig over, at jeg ikke undersøger det. Jeg vil en anden gang sikre mig en ekstra gang, at den makulering, jeg eventuelt vil sætte i gang, bliver tilendebragt indenfor en overskuelig tid, siger hun.

Per Wennick har valgt at klage til datatilsynet, som forventes at komme med en afgørelse i begyndelsen af det nye år.

Selvom Per aldrig finder ud af, hvad der har stået skrevet om ham i papirerne fra undersøgelserne på Kommunehospitalet, er han glad for at historien om forsøgene nu kommer frem i lyset:

- Det var været godt for mig at gå igennem den her personlige proces i forbindelse med dokumentarserien. Jeg synes, at andre tidligere anbragte skal vide, at der kan være opbevaret arkivalier, hvor der kan stå skrevet noget om en, som kan være med til løse en del af gåden om ens eget liv. Og at det kan give en eller anden form for forløsning at læse.