Danske børnelæger ser positivt på vaccination af børn ned til fem år

Dansk Pædiatrisk Selskab synes især, at det er positivt, at det måske snart blive muligt at vaccinere 5 til 11-årige børn i risikogrupper.

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har i dag godkendt brugen af coronavacciner til børn i aldersgruppen 5-11 år. (Foto: Andrej Ivanov © (arkivfoto) Scanpix)

Snart kan det være, at de mindste også skal have et lille stik for at holde coronasmitten i samfundet nede.

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har i dag godkendt brugen af coronavacciner fra Pfizer til børn i aldersgruppen 5-11 år.

Hvis vaccinen godkendes endeligt i EU, skal de danske myndigheder tage stilling til, om den også skal indføres i Danmark.

Og hvis det skulle ske, er det gode nyheder, mener Klaus Birkelund Johansen, der er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, som repræsenterer landets børnelæger.

- Det giver os mulighed for at tilbyde en godkendt vaccine til børn, der er i særlig risiko, eller som har forælder eller bedsteforældre, der er i særlig risiko, så de undgår at tage smitten med hjem. Det, synes vi, er rigtig, rigtig positivt, siger han.

Efter anbefalingen fra EMA skal EU-kommissionen give endelig godkendelse til vaccinen. Dette betragtes som en formalitet.

Børnene driver epidemien

I en ny rapport fra Statens Serum Institut fremgår det, at smitten blandt børn i alderen 6-11 år i øjeblikket er på det højeste niveau på noget tidspunkt i pandemien.

I uge 46 var incidensen i denne aldersgruppe på 1.562 tilfælde pr. 100.000. Det er langt højere end de øvrige aldersgrupper, og til sammenligning er incidensen blandt de 12-15-årige 548.

SSI skriver i rapporten, at smitten blandt de 6-11-årige er med til at drive epidemien lige nu, og derfor kunne vaccinationer af børn ned til fem år måske være et effektivt redskab for at bremse smitten i samfundet.

- Vi bliver nødt til også at opbygge immunitet også i den yngre del af befolkningen, så jeg synes, det er en god idé at tilbyde en vaccine til denne målgruppe, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

- Vaccinernes formål hos den yngre del af befolkningen er at få reduceret risikoen for smittespredning, så samfundet og hospitalerne kan fungere, og så vi i sidste ende kan komme ud af den her pandemi, siger Jens Lundgren.

Og ifølge Klaus Birkelund Johansen ville et tilbud om vaccine til alle børn i målgruppen også i højere grad være af hensyn til smitten i samfundet end til de raske børns sundhed.

- Børn bliver meget sjældent alvorligt syge af covid, så hvis man vælger at udbrede den til raske børn, er det af hensyn til immuniteten i samfundet og for at begrænse smitten generelt.

Han vil dog ikke tage stilling til om vaccinen bør anbefales til alle børn over fem år. Den beslutning ligger hos Sundhedsstyrelsen, siger Klaus Birkelund Johansen.

- Vi har stor tillid til, at de vurderer ud fra den aktuelle epidemisituation og træffer den rigtige beslutning ud fra det.

Hos Sundhedsstyrelsen fortæller vicedirektør, Helene Probst, at man afventer den endelige godkendelse fra EU-kommissionen, før man tager stilling til vaccination af børn i Danmark.

'Man kan trygt lade sit barn vaccinere'

Da coronavaccinen blev godkendt til brug hos de 12-15-årige i Danmark, var børnelægerne i Dansk Pædiatrisk Selskab tilbageholdende med at anbefale den, fordi de mente, at der manglede tilstrækkelig dokumentation for bivirkninger.

De har siden meldt ud, at de fuldt ud støtter brugen af corona-vaccine til de 12-15-årige og blandt de mange vacciner, der på verdensplan er givet til netop denne målgruppe, er der ikke set bivirkninger, der giver anledning til bekymring.

- Derfor har vi heller ikke en forventning om, at det vil forekomme i den yngre aldersgruppe, siger Klaus Birkelund Johansen.

Han kan dog godt forstå, hvis man som forældre kan være lidt bekymret ved at lade sit barn vaccinere mod en sygdom, som barnet ikke selv bliver alvorligt syg af.

Men det er der ingen grund til, siger han.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke nogen bekymringer for eventuelle bivirkninger til den her vaccine, så hvis man ønsker at lade sit barn vaccinere, kan man trygt gøre det.

Opbakning på Christiansborg

Christiansborg er der også umiddelbart opbakning til at indføre tilbud om vacciner til de 5-11-årige i Danmark.

- Hvis de danske sundhedsmyndigheder går ind og godkender, så kan vi ikke se noget til hinder for det, siger Per Larsen, der er sundhedsordfører for de Konservative.

- Vi ved, at smitten er meget blandt børnene, og derfor tror jeg helt sikkert, der er mange forældre, der vil vælge at vaccinere deres børn.

SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, har tillid til EMAs vurdering af vaccinerne til børn. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF, mener også, at vacciner til skolebørnene er en fornuftig ide.

- Jeg er glad for, at vaccinerne nu er godkendt af EMA, og jeg tror, der er rigtig mange forældre, der ser frem til, at deres børn kan vaccineres, siger hun.

Har du ikke nogen betænkeligheder ved at godkende vacciner til børn ned til fem år?

- Vi bliver nødt til at have tillid til, at når EMA godkender vaccinerne, så betyder det også, at det er trygt at bruge dem, siger Kirsten Normann Andersen.

Sundhedsordfører for DF, Liselott Blixt, mener, at ældre og sårbare skal sikres adgang til 3. vaccinestik før man begynder at vaccinere børn. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Dog mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, at man skal sikre, at de mest udsatte grupper bliver tilgodeset først.

- Først og fremmest skal vi sikre, at dem, der mangler første stik og de ældre og svækkede, der mangler tredje stik, kan få det, siger hun

- Derefter synes jeg, det er helt i orden, at man - hvis man ønsker det - kan få vaccineret sit barn.

FacebookTwitter