Danske brandmænd skal alligevel til Australien

Tasken skal dog kun pakkes med økser og motorsave.

Det er ikke slukningsarbejdet, som en australsk organisation har brug for hjælp til. I stedet er det træfældning og oprydning. (Foto: SGT Bill Solomou © Scanpix)

Selvom de australske myndigheder har takket pænt nej til officiel dansk hjælp mod landets voldsomme brande, skal en lille gruppe frivillige brandmænd alligevel af sted for at hjælpe.

Den australske organisation BlazeAid, der hjælper familier efter naturkatastrofer, har takket ja til tilbuddet fra en gruppe af frivillige danske brandmænd, som i en Facebook-gruppe tilbyder deres hjælp.

Det betyder, at 10 brandmænd på et tidspunkt i næste uge sætter sig på et fly i retning mod Australien.

Søren Elkrog, der bestyrer Facebook-gruppen over de frivillige brandmænd, har derfor pludselig fået travlt.

Søren Elkrog skal trods et bryllup i dag søndag også planlægge en tur til Australien. (Foto: (C) DR Nyheder © (C) DR Nyheder)

Skal giftes i dag

I forvejen skal han giftes i dag søndag. Men sammen med en koordinator skal han ud fra 125 mulige kandidater udvælge de resterende otte brandmænd, der skal med på turen.

- Vi er blevet kontaktet af en organisation i Australien, der hedder BlazeAid, og de mangler simpelthen hænder dernede. Så der er lidt pres på det hele nu her, siger Søren Elkrog, som for en stund må lægge bryllupsforberedelserne til side og i stedet planlægge en tur til Australien.

Australien har fået hjælp fra andre lande til at slukke de mange hundrede alvorlige naturbrande, men ønsker altså ikke officiel dansk hjælp til slukningsarbejdet.

'Alt er sort'

BlazeAid har da heller ikke brug for danske slanger og slukninger. I stedet skal de 10 danskere hjælpe med at fælde træer og rydde op efter brandene.

Søren Elkrog forklarer, hvad de danske brandmænds rolle bliver i Australien, og hvilket udstyr de kommer til at bruge.

Vicepræsident i BlazeAid Christina Male fortæller til DR Nyheder, at danskernes job bliver at rydde arealer, så de kan genopbygges, og så folk kan returnere til deres hjem igen.

Derfor er det økser og motorsave, som de danske brandmænd skal have med. For Søren Elkrog betyder det, at en af opgaverne lige nu består i hurtigt at skaffe sponsorer, da brandmændene ikke må tage værktøj med fra deres egne brandstationer.

Christina Male fortæller desuden, at danskerne nok skal forvente at blive en smule overvældede, når de ankommer.

- De kommer til et katastrofeområde, hvor der har været heftige brande. De kommer til at se en masse ødelæggelse. Alt er bare sort og udbrændt, siger hun.