Danske elever slår kineserne i viden om sex

Når kinesiske folkeskoleelever konkurrere mod den danske klasse 9.z, bliver danskerne sat til vægs i både læsning og matematik. Men kineserne kommer til kort, når de får spørgsmål om sex.

Der bliver tænkt, så det knager, når kineserne skal svare på spørgsmålet "hvad er prævention?" i dokumentar-serien "9.z mod Kina" på DR1. I aften kl. 20 kan du se, hvad eleverne svarer. (© DR)

Danske folkeskoleelever er meget bevidste om både balder, bryster, sædceller og penisser.

Det ses tydeligt under en kreativitets-test i DR-programmet "9.z mod Kina", hvor en dansk 9. klasse konkurrerer mod en kinesisk klasse på en række faglige områder.

I de to foregående programmer er de danske elever blevet jordet i både læsning og matematik, men i aften på DR1 skal eleverne udfordres i kreativitet og samarbejde. Og de danske elever er ret sikre på, at de vinder denne disciplin.

Bryster og balder

Kreativitets-testen er udarbejdet i samarbejde med kreativitetsforsker Christian Byrge fra Aalborg Universitet. Her skal eleverne tegne flere tegninger ud fra to halvcirkler.

- Det overraskede mig, at der var en gruppe af idéer, som slet ikke optrådte hos kineserne. Den handler om kropslige ting som penis, bryster, balder og sæd, som var synlig i den danske gruppe, men slet ikke hos kineserne, siger kreativitetsforskeren.

Hvis Christian Byrge skal gætte på, hvorfor de danske unge tegner kropsdele, så kan det ifølge ham hænge sammen med den danske kultur, hvor sex ikke er et stort tabu.

- Det kan være, at vi i Danmark har et frisind, der gør, at vi overhovedet kan få de idéer. Men det kan også være, at eleverne fra Kina bare har et andet fokus, siger Christian Byrge.

Uvidende om prævention

Noget tyder dog på, at den kulturelle forskel omkring seksuel frihed er markant. Under optagelserne til program-serien oplevede DR's tilrettelægger Lisbeth Dilling, at der blev indkaldt myndigheder, da tv-holdet ville stille spørgsmålet "hvad er prævention?"

- En fra udenrigsministeriet blev indkaldt, fordi spørgsmålet var kontroversielt. For os er det ret banalt, men på skolen var man nok lidt bekymret for, om spørgsmålet var for grænseoverskridende kulturelt, siger Lisbeth Dilling.

Tv-holdet blev dog ikke pålagt censur og eleverne svarede på spørgsmålet. Men de fleste elever vidste ikke ret meget om emnet, fordi de ikke var blevet undervist i det. Det var her, at endnu en kulturforskel blev tydelig.

- Mange kinesere venter til universitetet, før de begynder at date. En enkelt piges mor fortalte, at hun havde fortalt sin datter, hvad prævention er. Men med hensyn til kærester, håber hun på, at hendes datter først kommer hjem med en mand, når hun var fyldt 30 år, fortæller tilrettelæggeren.

Om de danske elevers frisind er nok til at sikre dem sejren indenfor kreativitet og samarbejde, kan du finde ud af på DR1 i aften kl. 20.00, når tredje afsnit af "9.z mod Kina" bliver sendt.

Facebook
Twitter