Danske fly bomber stadig i Libyen

Kampene i Libyen samler sig nu Gaddafis sidste styrker, men danske fly er alligevel i luften hver eneste dag.

Dansk F16-fly får påmonteret bomber på Naval Air Station Sigonella på Sicilien. (Foto: Thorbjørn Forsberg © Flyvevåbnet)

Ingen pauser. Sådan lyder beskeden til Flyvevåbnets piloter og teknikere på Sigonella-basen på Sicilien, hvorfra fire danske F16-fly siden marts omtrent dagligt har deltaget i bombetogter mod militære mål i Libyen.

I går nåede regnemaskinen op på 562 gennemførte togter, 913 afleverede præcisionsbomber, og udgifter alene til ammunition på henved 300 millioner kroner.

Gennemsnitsprisen for en præcisionsbombe er tidligere oplyst til 269.000 kroner stykket. En rutinemæssig dag med otte afleverede bomber koster altså godt et par millioner alene i ammunition, skriver Berlingske.

Angreb omkring Sirte

Gennem flere uger har de danske fly angrebet mål omkring Gaddafis fødeby Sirte, hvorfra indbyggerne i de senere dage er flygtet i tusindvis, mens oprørerne har kæmpet sig ind mod byens centrum.

På mange dage har danskerne efter ønske fra NATOs operationsledelse sendt fire fly afsted ad gangen, som er kommet hjem med tomme vinger. Også i går fløj de danske fly mod mål omkring Sirte og Bani Walid, men vendte denne gang hjem med bomberne i behold.

- Vi kan roligt sige, at der er færre mål i Libyen nu. Men vi flyver mod de mål, der udpeges, siger chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Rørboe Dam til Berlingske.

Samme mål

Målene har ikke ændret type siden krigens start. NATO går efter kommando- og kontrolfaciliteter, depoter, køretøjer og enheder, der skyder ukritisk mod civile.

- Det er klart, at jo tættere parterne er på hinanden, jo sværere er det at skelne mellem dem. Men det er ikke nogen ny situation. Det var også vanskeligt at skelne i tiden op til Tripolis fald, forklarer Henrik Dam.

NATO besluttede tidligere på måneden at forlænge operationen med yderligere 90 dagen, frem mod jul, med en indlagt revurdering efter 30 dage.

Nye folk til Sigonella

Flyvevåbnet gør sig derfor klar til at udskifte den nuværende besætning på Sigonella.

- Men vi ved i realiteten ikke hvor længe vi skal blive ved. Det kan jo også slutte i morgen, siger Henrik Dam.

Flyvevåbnet har for længst brugt sit eget lager af præcisionsbomber og må nu låne og købe hos andre nationer. Men Henrik Dam vil ikke oplyse, hvem der rækker en hjælpende hånd eller om størrelsen af det bombelager, som Flyvevåbnet skal opbygge efter Libyen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter