Danske forskere opfandt den først: Se robotten, der kan teste dig for corona

Forskere fra SDU har som de første i verden udviklet en robot, der kan pode for coronasmitte og andre pandemier.

Professor Thiusius Rajeeth Savarimuthu bliver her testet for Covid-19 af sin egen robot.

På rekordtid har danske robotforskere fra Syddansk Universitet udviklet verdens første fuldautomatiske robot, som kan pode mennesker i munden for coronasmitte.

Den kan desuden bruges ved kommende pandemier.

Det anses i sundhedskredse for en sensation, fordi

sundhedspersonalet
slipper for det ensformige, mandskabskrævende arbejde i frontlinjen med at tage test fra morgen til aften.

Prototypen er med succes afprøvet af forskerne. Håbet er, at den lynudviklede robot kan afprøves i et af virkelighedens hvide testtelte allerede i sommer.

Professor Thiusius Rajeeth Savarimuthu fra

SDU
Robotics står i spidsen for det forskerteam, som i døgndrift har arbejdet de seneste fire uger på Syddansk Universitet.

- Robotten skåner

sundhedspersonalet
for udsættelse for smitte, mens de poder. Samtidig sikrer den også, at podningen foregår på samme måde hver gang, siger han.

- Vi har på

SDU
forsket rigtigt meget i styring i robotter. Jeg har selv arbejdet med robotter til sundhedssektoren, så vi tog nogle teknologier, vi havde godt styr på ned fra hylderne og tog afsæt i dem, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

Ud over tekniske udfordringer var robotforskerne opmærksomme på folks mentale modstand mod sundhedsrobotter. De fleste foretrækker per refleks, at det er et menneske, som fører podepinden.

Podepind ramte punktet i halsen blødt

Med et 3d-printet specialdesignet engangsværktøj holder robotten en podepind og rammer roligt det præcise sted i halsen, hvorfra podningen skal foretages.

Efterfølgende stikker robotten podepinden ned i et glas og skruer låg på, så prøven forsegles.

- Jeg var en af de første, som robotten podede. Det gik rigtigt fint. Jeg var overrasket over, hvor blødt robotten formåede at lande podepinden på det punkt i halsen, som den skal ramme, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

Han forventer, at robotten kan bruges til opsporing af mange andre fremtidige sygdomme end Covid-19.

Nu følger finpudsningen og godkendelsen af robotten som medicinsk udstyr, så robotten kan komme på det internationale marked.

Søren Stig er direktør i det nye selskab Lifeline Robotics, der står for salget af robotten.

- Det her er en verdenssensation. Ingen andre er lykkedes med at bygge en robotarm, der kan covid-teste menneske så sikkert og hurtigt, siger han.

/ritzau/

Opdateret med video af DR Nyheder.

Facebook
Twitter