Danske grupper er parate til politisk vold

Der er ekstreme på både højre- og venstrefløjen, som er villige til at bruge vold for at nå sine mål.

Det er især kampen mellem det yderste højre- og venstrefløj, der er et problem, lyder det fra ph.d-forsker. Disse folk er dog fredelige og med til en antiracistisk demo i Aarhus. (Foto: Martin Ballund © Scanpix)

Der findes grupper i Danmark, som er parate til at gøre brug af politisk vold for at opnå deres mål, viser to nye rapporter.

- Et område, hvor der er grund til særlig bekymring, er den ekstreme højrefløjs voldelige sammenstød med den ekstreme venstrefløj. Disse kampe, der indenfor de seneste 10 år særligt har fundet sted i Århus, indebærer en risiko for en yderligere eskalation af den politiske vold og dermed en mere udpræget radikalisering af disse miljøer og rekrutteringsgrundlaget, der ofte er unge mennesker med en ressourcesvag baggrund, står der således i den ene rapport 'Politisk ekstremisme i Danmark'.

Minister på banen

De to rapporter er bestilt af Social- og integrationsministeriet og får minister Karen Hækkerup (S) til at råbe vagt i gevær. Hun iværksætter nu et konkret arbejde, som skal kortlægge både den yderste højre- og venstrefløj og de islamistiske miljøer.

- Det er bydende nødvendigt, at vi tager truslen fra ekstremisme alvorligt og indsamler konkret viden, som gør os i stand til at sætte tidligt ind med en endnu mere målrettet forebyggende indsats, end vi kan i dag, siger Karen Hækkerup i en meddelelse.

Foregangsland

Hun slår fast, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til forebyggelse af ekstremisme, hvor man har direkte kontakt med unge og hjælper dem ud af ekstremistiske miljøer.

- Det kan selvfølgelig altid gøres endnu bedre, og det forventer jeg, at den nationale kortlægning af ekstremistiske miljøer vil bidrage til, siger Karen Hækkerup.

Kortlægningen skal blandt andet stille skarpt på grupperingernes organisering, aktiviteter, rekrutteringsmetoder og brugen af sociale medier som Facebook og blogs.

Den nationale kortlægning begynder hen over sommeren.

/ritzau/

Facebook
Twitter