Danske havne brugte også DSB-finte

Kommunalt ejede havne har også benyttet sig af lobbyvirksomheden Waterfront.

Odense Havn har også benyttet sig af lobbyvirksomheden Waterfront. (Foto: Sune Christiansen © DR Fyn)

DSB er ikke ene om at benytte sig af lobbyvirksomheden Waterfronts kritiserede metoder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Også de kommunalt ejede havne i Odense og Grenaa har brugt virksomheden til at profilere og fremme deres sag over for politikerne.

Det er sket gennem klimanetværket Copenhagen Climate Network og magasinet Climate, som Waterfront står bag. I magasinet har havnene købt profilering og optrådt side om side med politikere.

Ikke længere kunde

Hos Odense Havn bekræfter direktør Carsten Aa, at man ifølge kontrakten har betalt 55.000 kr. for at få redaktionel omtale.

"Set fra vores vinkel var det jo et spørgsmål om, at vi fik sendt en profilering ud til mulige beslutningstagere," forklarer han og oplyser, at man ikke længere er kunde, fordi han nu mener, at metoderne og sammenblandingen af interesser er uheldig.

Kenny Jensby, bestyrelsesformand for Grenaa Havn, siger om samarbejdet med Waterfront:

"Vi har knyttet dem til os for at få strategisk rådgivning, PR, markedsføring og selvfølgelig også som lobbyist med hensyn til, hvordan man får kontakt til politiske beslutningstagere," siger han.

Facebook
Twitter