Danske kvinder føder det laveste antal babyer i 24 år

Fertiliteten i Danmark sidste år var på det laveste niveau siden 1989, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Fra 2012 til 2013 faldt den samlede fertilitet i Danmark fra 1,73 børn per kvinde til 1,67. Det betyder, at fertiliteten er på sit laveste niveau i 24 år. (© Colourbox)

55.873.

Så mange spædbørn kom til verden i 2013, og det gør sidste års årgang til den mindste siden 1989, viser tal fra Danmarks Statistik tirsdag.

Fra 2012 til 2013 faldt den samlede fertilitet i Danmark fra 1,73 børn per kvinde til 1,67. Det betyder, at fertiliteten er på sit laveste niveau i 24 år.

Og det kan der være flere grunde til, vurderer chefanalytiker ved BRF Kredit, Mikkel Høegh.

- Bag tallene gemmer der sig to historier. Dels det at små årgange får få børn, dels at de kvinder, der rent faktisk får børn, får færre børn end tidligere, skriver han i en kommentar til tallene.

Finanskrisen spiller ind

Det er også et drastisk fald, der er tale om. Nedgangen i fertiliteten fra 2010 til sidste år er på 11 procent, og det er ikke sket siden begyndelsen af 1980erne.

Finanskrisen har muligvis en finger med i spillet.

- Dette faktum kan muligvis tilskrives den økonomiske udvikling, hvor folk er mere tilbageholdende med at sætte børn i verdenen.

- Sådanne sammenhænge har vi i hvert fald set før i historien, hvor babyboom kan henføres til opsving i konjunkturerne og omvendt, siger Mikkel Høegh.

Fald for unge kvinder

Det er særligt de 28-årige kvinder, der har været fraværende på fødselsgangene.

I denne aldersgruppe er det største absolutte fald de seneste tre år fra 138 børn per 1.000 kvinder i 2010 til 116 børn per 1.000 kvinder sidste år.

Det næststørste fald står de 29-årige kvinder for.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter