Danske kvinder forvandles til pornomodeller på nettet uden at vide det

På pornosider bestiller personer fotomanipulationer af kvinder, de beskriver som deres ven eller kollega.

Billeder af danske kvinders ansigter. Et redigeringsprogram. Og billeder af nøgne, anonyme kroppe i pornografiske stillinger.

Det er alt, hvad der skal til for at gøre danske kvinder til pornomodeller på internettet mod deres vilje.

DR har afdækket, hvordan den ulovlige metode bliver brugt på adskillige udenlandske pornohjemmesider.

Researchen viser, at flere danske kvinder i løbet af de seneste år er blevet forvandlet fra påklædte på Facebook til forfalskede, nøgne pornomodeller.

Sandt eller falsk

DR har været i kontakt med flere af de kvinder, der er blevet udstillet på udenlandske hjemmesider uden at vide det.

Fælles for kvinderne er, at de ikke ved, hvem der står bag fotomanipuleringen. De er bange for, at billederne bliver spredt, og at folk ikke kan gennemskue, at der er tale om manipulation.

En af de kvinder, der er blevet udstillet, er 22-årige Maiken Lindhardt. Hendes billeder er blevet fotomanipuleret, så det ligner, at hun medvirker i hård porno på en af hjemmesiderne.

- Jeg kan godt se, at det ikke er mig. Men andre, der har set billederne, siger, at de godt kunne tro, at det var mig, siger hun.

En anden er en kvinde i 30erne, der ønsker at være anonym.

- Det er helt vildt ubehageligt. Jeg er jo ikke interesseret i, at de skal dukke op alle mulige andre steder, siger hun.

Gør min kollega til pornomodel

De manipulerede pornobilleder bliver fremstillet ved, at en person lægger billeder ud af en kvinde på en af de udenlandske hjemmesider. En kvinde, personen gerne vil se nøgen.

Billederne har personen typisk kopieret fra kvindens profiler på sociale medier.

På hjemmesiden gemmer personen sig bag et anonymt brugernavn. Beskyttet bag brugernavnet bestiller personen hjælp til at manipulere billederne, så kvinden bliver klædt af.

En bestilling lyder for eksempel sådan her:

- Forfalsk den her lækre, men generte danske pige.

Eller

- Please, forfalsk den her kælling – ligesom du ønsker.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Fra sweater til bare bryster

Har personen held med at få hjælp til fotomanipulationen, modtager vedkommende redigerede billeder på hjemmesiden. På de manipulerede billeder er kvinderne ikke længere klædt i sweater, skjorte eller kjole som på Facebook.

I stedet er kvinderne forvandlet til pornomodeller med store bryster, nøgne balder og blottede kønsdele midt i en sexleg.

Her er et af de billeder, som Maiken Lindhardt er blevet fotomanipuleret ind i. Hun har givet DR lov til at vise det.

På de manipulerede billeder er deres ansigt stadig det samme, men det sidder nu på en pornomodels krop frem for deres egen.

- Jeg tænker, om det er en, der er sur på mig, når han vil have det frem. Jeg ved ikke, hvem det kunne være, siger en 24-årig anonym kvinde, der er blevet fotomanipuleret.

- Det er skræmmende, hvis folk tror, at det er mig, når det slet ikke er det.

Manipulér min vens datter

DR har fundet flere brugere på pornohjemmesidene, der ønsker manipulerede billeder af kvinder, som de påstår, at de kender.

En har lagt billeder op af en kvinde, vedkommende siger er en kollega.

En anden har lagt billeder op af en kvinde, som angiveligt arbejder i hans børns vuggestue.

Og en tredje har lagt billeder op af en ung kvinde, vedkommende siger er en veninde.

- Hej fyre, kan I forfalske min lækre ven? Hun skal fyldes med pik og sæd (smiley).

Ens for alle brugerne er, at de har fået manipulerede pornobilleder retur i bytte for de uskyldige, påklædte billeder, de har lagt ind.

Psykisk efterspil

Det kan have svære psykiske konsekvenser at blive forvandlet til pornomodel på nettet mod sin vilje.

Det ved advokat Mikael Dreyer, der i 2015 førte en sag om sexkrænkelser ved Højesteret.

I sagen lykkedes det at finde den mand, der havde fået gjort 11 unge piger til forfalskede pornomodeller – deriblandt Mikael Dreyers klient.

- Hun trak sig ind i sig selv og ville ikke ud. Og da hun var færdig i skole og skulle ud og søge arbejde, var hun bekymret, fortæller han.

229 billeder

229 billeder havde gerningsmanden ifølge Mikael Dreyers klient lagt på hjemmesiden. Heraf 56 billeder, hvor hun er mellem 13 og 17 år. Det fremgår af Højesteretsdommen. Flere af billederne blev manipuleret professionelt.

- Man kan ikke se, at det ikke er hende. Det hele passer - belysning og alting, siger Mikael Dreyer.

Artiklen fortsætter under grafikken.

DR’s gennemgang af de udenlandske hjemmesider viser, at flere brugere ikke stiller sig tilfredse med forfalskede billeder. De opfordrer også andre brugere til at tale grimt om kvinderne og til at kontakte dem.

- Det er ubehageligt, når man læser kommentarerne. En skriver, ”hun har brug for din sæd”. Det er virkelig ulækkert, siger 22-årige Maiken Lindhardt.

Mikael Dreyers klient blev udsat for chikane i svær grad. Hendes fulde navn og e-mailadresse blev lagt ud. Bagefter fik hun krænkende beskeder og sextilbud fra mænd rundt om i verden.

- Det gik hun fuldstændig ned med flaget over, når det skete. Når der går noget tid, kommer man selvfølgelig lidt ovenpå. Men det er ganske ualmindeligt ubehageligt at få sådanne slags henvendelser, når man er en ung pige, siger Mikael Dreyer.

På nettet for altid

Klienten blev ramt af posttraumatisk belastningsreaktion. I dommen fra Højesteret står, at det var særligt svært for hende, at billederne ikke kan slettes:

"Det største problem er, at det aldrig vil være muligt for hende at lægge hændelsen bag sig, fordi billederne altid vil forblive på internettet, hvor de f.eks. vil kunne komme hende til skade, hvis en mulig arbejdsgiver foretager en søgning vedrørende hende i forbindelse med overvejelser om ansættelse."

Retssagen endte med, at den tiltalte mand blev idømt seks måneders fængsel og en bødestraf for have krænket 11 kvinder og piger. Flere af dem var mindreårige.

DR vil gerne sætte fokus på omfanget af sexkrænkelser på nettet og politiets håndtering af det. Til det har vi brug for din hjælp. Du kan hjælpe os ved at tage testen her.

Du kan også skrive til os på tipos@dr.dk. DR behandler dine svar fortroligt.

Historien her kan du se mere om i 21 Søndag kl. 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter