Danske kvinder har bundrekord i aborter

Danske kvinder har en af de laveste abortrater i verden. Vi er gode til at bruge prævention, siger forsker.

Danske kvinder er gode til at styre deres graviditeter. Så gode, at antallet af aborter her i landet er væsentligt lavere end gennemsnittet i resten af verden (© DR)

I dag er det 40 år siden, at retten til abort blev fri i Danmark. Det skete den 1. otober 1973.

Og selv om antallet af aborter var højt i de første år efter indførelsen, hvor 27.000 fik abort i 1975, foretages der i dag kun 16.000 aborter årligt i Danmark.

Det svarer til, at 12 ud af 1.000 fødedygtige kvinder får en abort årligt. Og det er blandt de laveste abortrater i verden.

Ifølge WHO er det globale gennemsnit 28 ud af 1.000 fødedygtige kvinder en abort på verdensplan om året. Og i EU er tallet 27 ud af 1.000. Altså dobbelt så højt som i Danmark.

Selv i Sverige og Norge er abortraten højere end i Danmark, og det viser, at danskerne er ansvarlige, når det kommer til deres sexliv, mener forsker i medicinsk kvinde- og kønsforskning ved Københavns Universitet, Birgit Petersson.

- Man kan sige, at vi er klassens dukse-pige, fordi vi er så ordentlige i Danmark.

Danske kvinder bruger beskyttelse

En af grundene til, at den danske abortrate er så lav, er at danske kvinder husker at beskytte sig under sex.

- Danske kvinder er gode til at bruge prævention, og vi er blevet endnu bedre til at bruge det i løbet af årene, siger Birgit Petersson.

I 1980'erne lå antallet af årlige danske aborter på omkring 20.000, men siden slutningen af 1990'erne er det tal faldet til ca. 16.000 aborter på årsbasis.

- Så når man regner usikkerhed ved al prævention og den menneskelige faktor med, så er vi et ualmindeligt ordentligt land i forhold til andre steder, siger Birgit Petersson.

Abortrate måske for lav

Ifølge hende kan man overveje, at den danske abortrate måske er for lav.

- Det kunne være et tegn på, at fertiliteten er blevet lavere og at mænds sædkvalitet er faldende i Danmark. Vi ved, at flere og flere graviditeter kommer i stand ved teknologiens mellemkomst, siger hun.

Facebook
Twitter