Danske læger finder årsag til tarmsygdom

Mange danskere med irritabel tyktarm lider af skjult forstoppelse. Det har en gruppe danske forskere opdaget. De har haft succes med at behandle sygdommen og taler om et medicinsk gennembrud.

Alene i Danmark skønner man, at mere end en halv million mennesker lider af oppustet mave med smerter og forstyrrelser i afføringen. (© Stock exchange)

En gruppe forskere fra Tarmlaboratoriet i Helsingør har fundet årsagen til den hyppigst forekommende mave-tarm-lidelse, irritabel tyktarm. En sygdom, man hidtil ikke har kunnet forklare.

De første resultater af forskningsprojektet viser, at irritabel tyktarm skyldes ophobning af afføring i tyktarmen - også kaldet skjult forstoppelse.

- Vi mener, at der er tale om et gennembrud i forhold til at påvise og behandle irritabel tyktarm. Ophobning af afføring i tyktarmen medfører både udspiling, mavesmerter og ændringer i afføringen, siger overlæge Dennis Raahave, der har stået i spidsen for projektet.

Fiber og mere motion

De 281 testpersoner fik planlagt deres daglige måltider af en diætist og supplerede kosten med fibertilskud og medicin, der stimulerer tarmbevægelserne.

Desuden fik de besked på at dyrke mere motion. Efter at være blevet behandlet i gennemsnit i 22 måneder var smerter og udspiling forsvundet hos næsten halvdelen af patienterne, og tre ud af fire var ikke længere plaget af tynde eller flere afføringer i træk.

Alene i Danmark skønner man, at mere end en halv million mennesker lider af oppustet mave med smerter og forstyrrelser i afføringen.

Facebook
Twitter