Danske muslimer beder myndigheder gribe ind

Muslimernes Fællesråd opfordrer de danske myndigheder til at gå offensivt ind i sagen om æresdrabet på en 31-årig dansk-pakistansk kvinde. Fællesrådet tager afstand fra æresdrab.

Talsmand for Muslinsk Fællesråd, Zubair Butt Hussain tager afstand fra æresdrab. (© DR)

Danske myndigheder skal gå ind i sagen om æresdrabet på en 31-årig dansk statsborger med pakistanske rødder - også selv om drabet har fundet sted i Pakistan.

Det melder Muslimernes Fællesråd, der mener, at Danmark skal formidle budskabet om, at vi ikke accepterer sådanne overgreb på vores borgere, hvad enten de befinder sig i Danmark eller i udlandet.

Prøver i Pakistan

Vicepolitiinspektør Ove Dahl har ellers bebudet, at politiet i Danmark ikke vil gøre mere ved sagen, men at man prøver via en forbindelsesmand i Pakistan og via Interpol at rykke pakistanerne for oplysninger i sagen.

At rejse til Pakistan for at afhøre de familiemedlemmer, der er anholdt i sagen, er ikke en mulighed, som Ove Dahl opererer med.

Kold afstumpethed

Muslimernes Fællesråd tager desuden afstand for æresdrabet.

- Vi mener ikke, at sådan en gerning på nogen måde kan tilskrives kultur eller Islam, men kun kan forklares med en kold afstumpethed, som vi på ingen måder kan være tjent med i noget samfund, lyder det fra talsmand Zubair Butt Hussain i en kommentar.

FacebookTwitter