Kan man være læge og samtidig medvirke til en anden persons død?

Selv efter at have skrevet speciale på medicinstudiet om netop aktiv dødshjælp var Nina Kjeldahl splittet.

Var hun tilhænger eller modstander af aktiv dødshjælp?

Men efter at have mødt virkeligheden blev hun afklaret. Og i dag er det en naturlig del af hendes job som læge i Belgien at tage sig af patienter, der ønsker at dø.

- Jeg opfatter det som en del af mit lægeliv - og inden for mit lægeløfte - at udføre aktiv dødshjælp.

Hjalp smeden Preben til at dø

Nina Kjeldahl fortæller fra sin lægepraksis i en lille lejlighed i en pænere forstad i Bruxelles.

De medicinske lærebøger på reolen og plakaterne på væggen er danske, og de vidner om et liv, der startede i Danmark, men som nu foregår i den belgiske hovedstad, fordi hendes belgiske kæreste fik hende til byen.

Livet som praktiserende læge i Belgien minder ifølge Nina Kjeldahl formentlig i store træk om livet hos en dansk læge: De samme patienter, de samme spørgsmål og de samme bekymringer.

En væsentlig ting adskiller dog de to lande: Siden 2002 har aktiv dødshjælp været tilladt i Belgien, mens det er forbudt i Danmark.

Nu er debatten om det etiske dilemma så blusset op igen i Danmark, fordi et borgerforslag har opnået 50.000 underskrifter og skal behandles i Folketinget. Og i morgen kommer Etisk Råd med en ny vurdering af emnet.

I virkeligheden var Nina Kjeldahl med til at sætte det hele i gang.

Det var hende, der som læge udøvede aktiv dødshjælp på den danske smed Preben Nielsen, der sidste år tog til Belgien for at få hjælp til at dø.

Preben Nielsen, der var blevet lam efter en arbejdsulykke, blev fulgt af et tv-hold fra DR. Det blev til dokumentaren “På tirsdag skal jeg dø”.

I minutterne inden Preben Nielsen fik aktiv dødshjælp, kritiserede han, at han ikke kunne få aktiv dødshjælp i Danmark. Og den kritik fik efterfølgende en gruppe danskere til at lave det borgerforslag, som nu er nået Folketinget.

Se Nina Kjeldahl i et klip fra dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø", hvor hun taler med Preben Nielsen.

'Et par gange om året'

I cirka fire år har Nina Kjeldahl fungeret som praktiserende læge med en jobbeskrivelse, der også indeholder aktiv dødshjælp.

Hun kan ikke nævne det præcise antal gange, hun har udført aktiv dødshjælp, men at det cirka sker “et par gange om året”.

Hun kan til gengæld godt huske den første patient.

En ældre kvinde med mavetarmkræft spurgte Nina Kjeldahl om muligheden for aktiv dødshjælp. Herefter gik nogle måneder med samtaler og gennemgang af, om kvinden levede op til kriterierne.

En dag ringede den ældre kvinde og sagde, at nu skulle det være.

- Hun havde det frygteligt, men hun var så afklaret. Da jeg kom hen til hendes lejlighed om aftenen, var hun glad, der var en lettet stemning, og hendes familie var samlet omkring hende. Det var faktisk en større social begivenhed, end jeg havde regnet med, fortæller Nina Kjeldahl.

- Det var det rigtige tidspunkt for hende. Og familien syntes, at det var rart at være tilstede i den sidste tid af hendes liv i rolige omgivelser.

Fra tvivler til fuldtonet tilhænger

Som ny praktiserende læge i Belgien var Nina Kjeldahl skeptisk og tvivlende over for landets lov om aktiv dødshjælp.

Hun er opvokset i Danmark, uddannet læge på Københavns Universitet og rundet af, at Danmark trods masser af debatter ikke tillader læger aktivt at afslutte et andet menneskes liv.

- Jeg kan huske min dårlige fornemmelse i maven og tanken om, at "det her går jo ikke".

Forandringen kom, da hun sammen med en ældre kollega var ude til tre patienter, som fik aktiv dødshjælp. Alle tre havde kræft i et fremskredent stadie og ikke langt igen.

- Jeg så, at al behandling var gjort. Jeg så, hvor meget patienterne led. Det var ikke det samme som i bøgerne, og det var ikke længere en stor etisk diskussion. Det var virkeligheden, hvor patienter fik den bedst mulige hjælp.

- Det sværeste er ikke selve gerningen. Det sværeste er at se patienter, der lider så meget i forløbet op til.

De typiske forløb

Nina Kjeldahl fortæller, at flere af hendes patienter spørger om muligheden for aktiv dødshjælp, men aldrig vender tilbage. Og så er der de patienter, der ikke lever op til kravene, og hun derfor siger nej.

Det er typisk, hvis de lige har modtaget en alvorlig kræftdiagnose, men ikke har modtaget al behandling.

- Jeg føler, at loven hjælper og beskytter mig og giver patienten mulighed for at sige det højt, uden at de skal have aktiv dødshjælp. Hvis jeg er i tvivl, snakker jeg med mine kollegaer og ender for det meste med at sige nej eller med at trække det ud.

- Derfor har jeg aldrig været i tvivl, når jeg har gjort det.

De par gange om året, hvor aktiv dødshjælp bliver en realitet, bliver det intenst jo tættere Nina Kjeldahl kommer på dagen.

I dagene op til bekymrer hun sig om, om alt det praktiske er orden, om hun kan få medicinen, og om alle papirerne er udfyldt korrekt.

Hør Nina Kjeldahl fortælle om, hvilke typer medicin hun henter på apoteket i dagene før, hun udøver aktiv dødshjælp.

Når dagen kommer, sker det altid om aftenen, så hun ikke skal tilbage til en travl lægepraksis, og fordi patienten og de pårørende oftest finder det mest roligt om aftenen.

Hun tager altid afsted sammen med en lægekollega eller en sygeplejerske, så den ene klarer det praktiske og eksempelvis lægger drop, mens den anden kan tale og holde fokus på patienten.

Først får patienten sovemedicin og falder hen. Derefter giver Nina Kjeldahl medicin, der stopper hjertet og til sidst bliver der sprøjtet medicin ind i patienten, der sørger for, at hjertet ikke starter igen.

- Det hele tager et par minutter, inden patienten er død, og lidelsen afsluttet. De pårørende græder, men er lettede. Mange pårørende prøver i forløbet op til at bremse det, men ender med at støtte det. Og jeg har aldrig oplevet en konflikt mellem patienten og de pårørende, fordi det som oftest jo er enden på et langt forløb, siger Nina Kjeldahl.

Herefter udfylder hun en dødsattest og snakker med de pårørende, inden hun tager hjem.

- Og når jeg kommer hjem, vil jeg gerne være alene og reflektere lidt over det.

Aktiv dødshjælp er en del af lægeløftet

Når Nina Kjeldahl som læge nu stiller sig op som tilhænger af aktiv dødshjælp, kan hun regne med modstand fra sine lægekollegaer i Danmark.

Lægeforeningen er modstander af aktiv dødshjælp især med argumentet om, at det aldrig har eller aldrig skal være en læges rolle at hjælpe folk til at dø.

- Lægens rolle er at hjælpe, helbrede, behandle og lindre patienterne, men ikke at tage livet af patienterne, siger Camilla Rathcke, der er formand for Lægeforeningen.

Mener du, at det er del af dit lægeliv at være med til at tage livet af folk?

- Ja, det gør jeg. Det vigtigste i lægelivet er at lindre, og en gang i mellem er aktiv dødshjælp den eneste og ultimative lindring for nogle få.

- Og ja, vi læger kan smertedække patienter i langt de fleste tilfælde. Men det er ikke godt nok for de få, hvor det ikke kan lade sig gøre.

Siden aktiv dødshjælp blev indført i Belgien i 2002, er antallet blot steget. Sidste år døde knap 3.000 belgiere med aktiv dødshjælp - 10 procent flere end året før.

Men at stigningen skulle være et udtryk for et problem, giver Nina Kjeldahl ikke meget for.

- Stigningen er proportional. Det er samme type patienter, der modtager aktiv dødshjælp, men forskellen er, at flere kender til muligheden. Flere kender en, der har fået det, og flere læger gør det. Jeg har ingen holdning til, hvor mange der får aktiv dødshjælp, så længe folk får den bedst mulige afslutning på livet.

Og hvis udviklingen er et udtryk for en normalisering af aktiv dødshjælp, er det kun godt, synes hun.

- Så bliver det klart og tydeligt, at det ikke kun er et valg for de mest rige og privilegerede, der kan tage til Schweiz, men et valg for alle.

Mens debatten om aktiv dødshjælp skal til at starte i Danmark, er emnet etableret i både Belgien og hos Nina Kjeldahl. Hun husker tydeligt, hvordan hendes holdning skiftede.

- Jeg oplevede, at for nogle få er det afgørende, at de kan tage det valg. Langt de fleste dør af sig selv eller får morfin til det sidste. Derfor mener jeg, det er problematisk, at Danmark ikke har den mulighed for nogle få mennesker og deres pårørende at få den slags afslutning på livet, som de vil.

Herunder kan du møde danske Janus Tarp og Jens Mulvad. De er begge svært handicappede efter en trafikulykke, de var involveret i som børn. Den ene vil gerne leve og er modstander af aktiv dødshjælp, mens den anden ønsker at dø.

Mød Janus Tarp her:

Og Jens Mulvad her: