Danske Patienter efter 1813-fejl: En mail til personalet er ikke nok

Det er ikke nok, at 1813-ledelsen oplyser personalet om retningslinjer, som de burde kende, siger Danske Patienter.

I en mail til de ansatte skriver ledelsen i 1813, at der skal sendes en ambulance med udrykning og en lægebil, hvis der er mistanke om meningitis. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Fejl hos akuttelefonen 1813 skal undersøges til bunds, og det skal i den forbindelse overvejes, om personalet hos 1813 har de rigtige kompetencer.

Sådan lyder det fra foreningen Danske Patienter, der varetager patienters og pårørendes interesser, efter det i dag er kommet frem, at 1813 i flere tilfælde har begået fejl ved ikke at sende en ambulance, selv om de ifølge retningslinjerne burde have gjort det.

I det ene tilfælde drejede det sig om den 17-årige Hans Graham Petersen, der døde af meningitis i starten af året. Her sendte 1813 ikke en ambulance, selv om Hans Graham Petersen sagde, at han havde stærke smerter og blålige mærker på huden. I stedet blev han bedt om selv at transportere sig til Hillerød Hospital, hvor han kort efter ankomsten fik et hjertestop.

- Der er sket en rigtig alvorlig hændelse. Nu bliver man nødt til at se på, hvordan det kunne ske, at man overser alvorlige tilstande med fatale konsekvenser, siger vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel.

Kort efter Hans Graham Petersens død sendte en overlæge i ledelsen hos 1813 en mail til de ansatte for at gøre opmærksom på fejlene.

- Jeg skriver dette, fordi vi aktuelt har en (lille) stribe sager, hvor vi har sendt patienter med egen transport til vurderingssporet. Dette er forkert respons. Hvis patienten så kan komme til at vente i timer, før de kommer til, er vi ude på et helt galt sidespor, står der blandt andet i mailen, som DR er i besiddelse af.

I mailen til de ansatte står der også, at der skal sendes en ambulance med udrykning og en lægebil ved mistanke om meningitis.

Mail virker utilstrækkeligt

Men det er ikke nok at sende en mail ud til medarbejderne, lyder det fra Annette Wandel.

- Umiddelbart, som vi er oplyst, så virker det utilstrækkeligt, at man har sendt en mail ud, hvor man oplyser om retninglinjer, som personalet burde være bekendt med, siger hun.

Annette Wandel mener også, at man bliver nødt til at se på, om kompetenceniveauet er højt nok i 1813, efter det er kommet frem, at det var en jordemoder, der tog i mod opkaldet fra 17-årige Hans Graham Petersen.

Ifølge Region Hovedstaden drejer de andre sager, hvor der fejlagtigt ikke blev sendt en ambulance, sig om en patient, hvor der var mistanke om blodprop og et tilfælde med et brækket ben.

Regionen har ikke aktuelle planer om at ændre arbejdsgangen og siger, at personalet løbende bliver vurderet.

- Vi har på baggrund af analyser og på løbende audit (gennemgang, red.) meldt ud til vores personale, at hvis de er i tvivl, så skal de hellere sende en ambulance en gang for meget end en gang for lidt. Den her mail er netop også skrevet med det formål, siger Peter Berlag, der har det øverste lægefaglige ansvar for akuttelefonen i Region Hovedstaden.