Danske Patienter: Sundhedsstyrelsen har svigtet i sag om læge på Sygehus Thy-Mors

Danmarks største patientforening kritiserer, at Sundhedsstyrelsen sagde god for læge med manglende kompetencer.

Lars Engberg fra Danske Patienter mener, at det er et stort svigt, at Sundhedsstyrelsen har ladet omstridt læge fortsætte på Sygehus Thy-Mors. (Foto: Birgitte Melbye © DR)

Sundhedsstyrelsen kendte til sagen om den læge på Sygehus Thy-Mors, der blev sat til at operere og have ansvar for patienter, selvom sygehuset var advaret om hans manglende kompetencer.

Ifølge den nu tidligere ledelse på Sygehus Thy-Mors blåstemplede Sundhedsstyrelsen så sent som sidste år, at lægen kunne fortsætte.

- Det er jo et væsentligt udtryk, at Sundhedsstyrelsen er inde over en sådan sag og accepterer de løsninger, der er sat i gang fra sygehusets side, sagde Hans Ole Holdgaard til DR Nyheder, inden han blev afsat som cheflæge på Sygehus Thy-Mors tidligere i dag.

Blandt de løsninger, som Sygehus Thy-Mors havde iværksat, var efteruddannelse, og at der blev sat en ekstra bagvagt på, når lægen var i bagvagt, som han havde mulighed for at kontakte.

Svigt fra Sundhedsstyrelsen

Trods tiltagene vækker det kritik fra landets største patientorganisation, at Sundhedsstyrelsen sagde ok til, at den pågældende læge kunne fortsatte.

- Det er jo et svigt i den grad fra den styrelse, som netop skulle være garanten for, at fagligheden er høj i Danmark inden for sundhedsvæsnet, og at kvaliteten og patientsikkerheden er i top, siger formand for Danske Patienter Lars Engberg.

Den pågældende læge var i 2008 gennem et uddannelsesforløb på Aalborg Universitetshospital for at få anerkendt sin østeuropæiske speciallægegrad i kirurgi i Danmark.

Men i 2009 oplyste Aalborg Universitetshospital Sundhedsstyrelsen om, at hospitalet ikke kunne godkende forløbet.

Dermed kunne forløbet ikke indgå som en del af lægens plan om at opnå status som speciallæge i Danmark.

Bekymret for teknikSundhedsstyrelsen fik - i 2009 - blandt andet at vide af Aalborg Universitetshospital, at der var "uændret bekymring vedrørende teknik" inden for kikkertundersøgelser.

At der var "rejst stor bekymring om kompetenceniveau" i forhold til at fungere som bagvagt.

Og at forløbet ikke kunne godkendes, "fordi man ikke har indtryk af, at (lægen red.) har den nødvendige indsigt i manglende kompetencer."

I maj 2009 skrev Sundhedsstyrelsen, at de tog evalueringen fra Aalborg Universitetshospital til efterretning.

Tre sager ved Patientombuddet

Sundhedsstyrelsen blev også orienteret, da Patientombuddet, der behandler klager over sundhedsfaglig behandling, rettede kritik mod den pågældende læge i tre forskellige sager i efteråret 2013.

Lægen fik kritik i en sag for ikke at have scannet en kvinde med mavesmerter, der to dage tidligere havde fået fjernet sin galdeblære. Det viste sig siden, at kvinden havde væske i bughulen og måtte opereres igen.

I en anden sag i 2011 fik lægen kritik for, at han under en kikkertundersøgelse førte kikkerten ind i en patients skede frem for endetarm, hvorefter undersøgelsen blev afbrudt på grund af store smerter.

En tredje patient var i livsfare, efter at hun blev genindlagt med svære mavesmerter efter en fedmeoperation. I den sag blev lægen kritiseret for ikke at overflytte patienten og som minimum søge råd hos en speciallæge.

Tiltag omkring læge

Ifølge tidligere cheflæge på Sygehus Thy-Mors Hans Ole Holdgaard har Sundhedsstyrelsen imidlertid været tilfreds med de tiltag, sygehuset havde sat i værk.

Lars Engberg fra Danske Patienter kan derimod ikke forstå, at Sundhedsstyrelsen har fundet ledelsens tiltag tilstrækkelige til, at lægen kunne fortsætte med de opgaver, han blev sat til på den kirurgiske afdeling.

- Netop når der kommer klager, bør opmærksomheden være skærpet, og så bør man virkelig spørge om, hvorvidt han virkelig kan fortsætte som kirurg, som speciallæge, som han ikke har uddannet sig til.

Bad om redegørelse

Direktør for Sundhedsstyrelsens tilsyn Anne-Marie Vangsted forklarer, at Sundhedsstyrelsen vurderede, at der kunne være et problem med den måde, sygehuset organiserede deres bagvagt på i forbindelse med, at Patientombuddet kom med kritik af lægen i 2013.

- Derfor starter vi en tilsynssag og beder Sygehus Thy-Mors redegøre for, hvordan de tilrettelægger bagvagtsfunktionen, siger hun.

Sundhedsstyrelsen var dengang tilfreds med sygehusets svar på, hvordan de tilrettelægger bagvagtsfunktionen.

- Vi har nikket til deres retningslinjer for, hvordan de styrer bagvagtsfunktionen, men det er jo vigtigt, at den lokale ledelse til enhver tid vurderer de kompetencer, som de enkelte medarbejdere har og ikke sætter nogle til funktioner, de ikke har kompetencer til.

Læge fjernet fra patienter

Anne-Marie Vangsted mener ikke, at Sundhedsstyrelsen havde grundlag for at gribe ind over for lægen.

- Vi har været inde over sagen, vi har været over den hele tiden. Der har været tre kritikker på den pågældende læge over de sidste fem år, det er ikke nok til, at Sundhedsstyrelsen skrider ind.

Efter at DR er gået ind i sagen om lægen på Sygehus Thy-Mors, har sygehuset besluttet, at han og to andre læger indtil videre ikke må have kontakt med patienter.

Kritikken mod den pågældende er blevet fremlagt for ham, men han siger til DR Nyheder, at han ikke ønsker at medvirke.

Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har været behandlet på et sygehus af en læge, som, du mener, ikke var kvalificeret til sit arbejde. Skriv til os på johm@dr.dk og afh@dr.dk

Facebook
Twitter