Danske pensionskroner investeres i omstridt mine i Colombia

Lokalbefolkning lider under forurening og undertrykkelse fra mineselskab.

Cerrejón-minen er stærkt kritiseret af de lokale, da den blandt andet afskærer befolkningen fra deres adgang til vand. (Foto: Maja Grønkjær © (c) DR)

- Jeg synes, at det er en syg måde at drive virksomhed på.

Sådan siger Jakeline Romero om de danske pensionsselskabers investeringer.

Hun er til daglig nabo til Cerrejon-minen og talskvinde for organisationen Fuerza de Mujeres Wayuu. Wayuu er en gruppe af oprindelige folk, der har levet i området, længe før minen kom til. Nu truer den deres livsgrundlag, fortæller Jakeline Romero.

I disse dage er hun i Danmark for at sætte fokus på problemet.

En kvart milliard

P1 Orientering har gennemgået de danske pensionskasser aktiebeholdninger.

Gennemgangen viser, at Sampension, Danica Pension, Pension Danmark og Industriens Pension i aktuelt ejer aktier for 273 millioner i de tre multinationale selskaber bag Cerrejon-minen: Glencore, BHP Billington og Anglo American.

Også Lars Koch, vice-generalsekretær hos Oxfam IBIS, er kritisk over for investeringerne:

- Det er potentielt stærkt problematisk at danske og europæiske pensionsselskaber investerer i El Cerrejón i Colombia. Først og fremmest er det en investering i kul – en solnedgangsindustri, der skal udfases hvis vi skal redde verdens klima, siger Lars Koch.

En fjende som nabo

Ifølge Jakeline Romero har minedriften ødelæggende konsekvenser for sine naboer - herunder Wayuu-indianerne:

- Minen forurener vores vand, vores luft, slår vores dyr ihjel - vi oplever nye sygdomme hos børn, kvinder og ældre mennesker. Vi kan ikke bare længere drikke vandet fra floden. Floden er nærmest blevet privatiseret, fordi den løber gennem minens område og det afskærer os fra vores adgang til vand. I sine internationale rapporter erklærer mineselskabet, at de er socialt ansvarlige, men det er ikke rigtigt. De fordriver den lokale befolkning fra vores jord, de lyver over for os og sikrer ikke de mest minimale rettigheder, siger Jakeline Romero.

Jakeline Romero mener, at minen truer Wayuu folkets livsgrundlag. (Foto: Maja Grønkjær © (c) DR)

Det er ikke nyt, at kulminerne i Colombia ifølge de lokale har stor og negativ indflydelse på deres liv og på miljøet.

Medier som The Guardian, Al-jazeera, Vice og Huffington Post har beskrevet, hvordan minen ifølge de lokale forpester deres liv - især pga manglen på rent drikkevand, tvangsforflyttelsen af de oprindelige folk og kulstøvet, der påvirker de lokales helbred.

Gør nytte som investor

Sampension, Pension Danmark, Danica Pension og Industriens Pension har ikke ønsket at give interviews om, hvorfor de trods den offentligt kendte kritik af Cerrejon har valgt at købe aktier i de tre multinationale selskaber, der ejer Cerrejon-minen.

Men i et skriftligt svar forklarer underdirektør Ulrike Ekelund, hvorfor PensionDanmark godt kan forsvare at købet.

- Der kan komme et tidspunkt, hvor vi ikke mener at dialogen fører videre, men det er vores vurdering for nuværende, at vi gør mere nytte som en aktiv og kritisk investor end ved at stå udenfor, skriver Ulrike Ekelund i en mail til P1 Orientering.

Sampension, der har en aktiebeholdning på 40 millioner kroner i Anglo American og 80 millioner kroner i Glencore, fortæller, at de følger både Anglo American og Glencore "ret tæt":

- Begge selskaber har været involveret i en række alvorlige kontroverser i lang tid, også angående Correjon-minen. Der er grundlæggende problemer med negativ påvirkning af lokalbefolkningen dvs. overtrædelse af menneskerettigheder, ejendomsret, vandforurening og dårlig dialog med lokale stakeholdere mm. Vores samarbejdspartner Vigeo Eiris er i fortsat dialog med selskaberne i håb om at påvirke dem til at forbedre deres performance på området, men deres adfærd er stærkt bekymrende, skriver Sampensions pressechef Pia Lykke.

Syg måde at drive virksomhed på

Selvom Jakeline Romero anerkender, at det er godt, hvis investorerne forsøger at påvirke mineselskabet indefra, er hun ret skeptisk over for pensionsselskabernes forklaring.

- Jeg har meget lidt forstand på investorernes forretninger, men jeg synes, at det er en syg måde at drive virksomhed på, fordi den prioriterer indtjening på bekostning af, at vi ikke har vand, at vi bliver slået ihjel, og at man tager vores land fra os, siger Jakeline Romero.

Cerrejón-minen har, ifølge de lokale, stor indflydelse på deres liv og på miljøet. (Foto: Maja Grønkjær © (c) DR)

Også Lars Koch er skeptisk over for pensionsselskabernes investeringer.

- Minen ligger i en af Colombias fattigste regioner, og de indianske folk er de mest marginaliserede grupper i Colombia. De er blevet truet, forfulgt, tvangsfjernet og dræbt pga minen, deres vand er forurenet, hvis det ikke er udtørret. Deres rettigheder er blevet krænket, internationale konventioner og standarder er ikke fulgt. Alle menneskerettighedslamper bør lyse rødt hos investorerne. Det er meget tvivlsomt om et nok så aktivt ejerskab fra investorerne kan redde forholdene for de lokale folk, der lider under verdens største åbne kulmine, siger Lars Koch.

P1 Orientering har spurgt om Cerrejon og dennes ejere - BHP Billington, Anglo American og Glencore - hvad de mener om anklagerne.

Anglo American afviser i en længere mail, at minen skulle have en negativ indflydelse på regionen. Særligt afviser selskabets talsmand på det bestemteste, at minedriften er skyld i fejlernæring eller dødsfald blandt børn. Disse skyldes i stedet et komplekst sammensurium af fattigdom, tørke, en svag stat og den væbnede konflikt i Colombia. Derimod har minen taget en række initiativer for at modvirke den alvorlige situation, som eksempelvis at uddele 70 millioner ekstra liter vand og særlig mad til de omkringliggende landbyer.