Danske piger afpresset på nettet til at ydmyge eller mishandle sig selv

Flere rådgivningstilbud har hørt fra danske ofre, der er blevet afpresset.

Danske piger er blandt andet blevet afpresset til at stikke ting op i deres kønsåbninger. Afpresserne kontakterne pigerne over nettet. Foto: Rekonstruktion, DR

Kvinder og piger i Danmark har inden for de seneste to år taget kontakt til danske organisationer, fordi de på nettet er blevet afpresset til at filme, at de gør ydmygende eller smertefulde ting ved sig selv.

Det svarer organisationerne i en rundspørge fra DR. De fire organisationer er Red Barnet, Center for Digital Pædagogik, Headspace og Digitalt Ansvar. Fælles for organisationerne er, at de alle arbejder med at rådgive børn og unge om digitale krænkelser.

Sådan foregår det

Afpresningen begynder typisk med, at afpresseren har fået fat i intime filer af den danske pige eller kvinde. Det fortæller både Red Barnet, Center for Digital Pædagogik og Digitalt Ansvar.

Afpresserne truer så med at dele det intime materiale med eksempelvis offerets venner, hvis ikke offeret gør, som afpresseren siger.

- Så opstår der en seksuel afpresningssag, hvor pigen eller kvinden skal give mere og mere og gøre mere voldsomme ting ved sig selv, før gerningsmanden er tilfreds, siger Christian Mogensen, der er seniorkonsulent hos Center for Digital Pædagogik.

Trussel værre end ydmygelse

Drenge bliver også udsat for ydmygende afpresning på nettet. Det fortæller Miriam Michaelsen, der er advokat i firmaet Njord Law Firm og bestyrelsesformand i Digitalt Ansvar, en paraplyorganisation for aktører mod digitale krænkelser.

Sagerne med drenge kender hun til, fordi hun er bistandsadvokat for flere ofre for digitale krænkelser. Gennem sit arbejde har Miriam Michelsen også oplevet, at afpresningen har udviklet sig til fysiske møder mellem børn og krænker.

Børnene bliver presset derud, fordi børnene ifølge Miriam Michaelsen føler, at det er værre at få delt det intime materiale, som afpresseren har, end at adlyde det, afpresseren kræver.

- Så længe truslen om deling er så alvorlig for dem, udsætter de sig selv for de her krænkelser, siger hun.

Hurtcore-afpresning i udlandet

DR fortalte i går, at mindst 145 unge piger og kvinder primært fra USA og England er blevet afpresset på nettet. En stor del af ofrene er blevet udsat for fænomenet Hurtcore, hvor gerningsmænd nedgør, ydmyger og torturerer – typisk kvinder - mod deres vilje.

Ofrene er for eksempel blevet afpresset til at skære i sig selv, drikke deres egen urin og til at stikke ansigtet helt ned i toilettet, mens de selv filmer det.

Gerningsmændene har efterfølgende solgt videoerne på nettet. Prisen er højere, hvis ofrene græder, som i denne video, DR har sløret:

De henvendelser, som Red Barnet har modtaget om afpresning, er mindre grove end i de udenlandske sager. Det fortæller psykolog hos Red Barnet, Kuno Sørensen.

Men henvendelserne falder alligevel inden for kategorien af ydmygende afpresning, vurderer organisationen.

- Det kan for eksempel være, at de bliver presset til at skulle tage tøjet af, onanere, stikke genstande op i kønsåbningerne og lignende. De føler, at de bliver nødt til at gøre det, fordi de ikke kan overskue, at billedmaterialet bliver sendt ud, siger Kuno Sørensen.

22-årig dansk mand sigtet

Ydmygende og grov afpresning indgår også i en stor dansk sag om seksuelle krænkelser, som Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med at efterforske. En 22-årig mand er sigtet i sagen, hvor der ifølge politiet er op mod 100 ofre mellem 12 og 18 år.

Af sagens retsdokumenter fremgår det, at den 22-årige er sigtet for at have afpresset flere af sine mindreårige ofre til at udføre handlinger mod deres vilje.

Konkret er den 22-årige mand blandt andet sigtet for:

  • at have tvunget en pige til at stikke skæftet af en hårbørste ind i kønsåbninger.

  • at have forsøgt at få pigen til at urinere på sig selv, mens hun filmede det.

  • at have truet en pige med at slå hendes mor ihjel

  • at have forsøgt at få en pige til at sætte en støvsuger til hendes kønsdele for ”at se, hvordan det føles”.

  • at forsøge at få en pige til at stikke en tandbørste op i skeden og bagefter putte den i munden.

- Grovheden i sagen og de ting, som pigerne er blevet bedt om, er ekstreme og usædvanlige i Danmark, siger Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik.

  • At presse ofre til at stikke en hårbørste op i kønsåbninger er et af de fællestræk, som sagen om den sigtede 22-årige dansker har med udenlandske sager om grov afpresning. Foto: Rekonstruktion, DR
  • (Foto: Rekonstruktion/DR)
  • (Foto: Rekonstruktion/DR)
1 / 3

Nogle af de krav, den 22-årige dansker er sigtet for at afkræve sine ofre, minder om de krav, som ofre i udlandet også er blevet stillet af udenlandske afpressere på nettet. Det viser DR’s research.

I flere af de udenlandske sager bliver unge kvinder for eksempel også presset til at stikke en hårbørste op i kønsåbninger.

Danskere har set ydmygende materiale

I de udenlandske sager om hurtcore-afpresning, som DR har fortalt om, er billeder og videoer af den ydmygende afpresning blevet delt og solgt på nettet.

Hvor udbredte de filer er hos et dansk publikum, er ikke til at sige. Men syv procent af de 18-24-årige i Danmark har inden for de sidste to år har set billeder og/eller videoer på nettet, hvor piger eller kvinder bliver presset til ufrivilligt at mishandle sig selv fysisk eller gøre nedværdigende ting ved sig selv.

Det viser en undersøgelse fra Epinion for DR.

Samtidig svarer Red Barnet, Center for Digital Pædagogik og Digitalt Ansvar i rundspørgen fra DR om digitale sexkrænkelser, at de inden for de seneste to år har fået henvendelser fra danskere, der har set billeder eller videoer på nettet, der viser piger eller unge kvinder, der ufrivilligt bliver presset til at gøre ydmygende eller smertefulde ting ved sig selv.

- Vi får både henvendelser fra unge, som uforvarende er kommet i kontakt med de her billeder, og unge som har haft en eller anden morbid interesse i den her slags billedmateriale og pludselig bliver klar over, hvor alvorligt og grelt det egentligt er, siger Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik.

Det er ifølge Miriam Michelsen fra Digitalt Ansvar problematisk, hvis børn støder på afpresningsfilerne på nettet.

- Det kan være meget voldsomt materiale, meget krænkende og ydmygende, og det skal ikke ses af børn, siger hun.