Danske 'preppers': Nu griner folk ikke mere, de spørger os til råds

Corona-frygt får salget af gasmasker og frysetørret mad til at stige.

En amerikansk entreprenør fremviser en bunker, han er ved at bygge til en prepper-kunde. Siden coronavirus kom til landet, oplever danske preppere, at folk ikke længere griner. I stedet spørger de dem til råds. (Arkivfoto) (Foto: Jim Urquhart © Scanpix)

De er blevet grinet ad. Kaldt for 'sølvpapirshatte' og holdt for nar. De såkaldte 'preppere', der forbereder sig til dommedags-scenarier og andre katastrofer.

Men sådan er det ikke længere. Onsdag i sidste uge forstummede hånlatteren.

Den aften, Danmark gradvist begyndte at lukke ned, og rygmarvsreaktionen for mange var at tømme hylder i supermarkedet.

Det fortæller flere preppere, der nu oplever, at familie og venner i stedet spørger dem til råds.

- Jeg oplever, at familie og venner pludselig har fået en reel forståelse for, at prepping ikke er åndssvagt eller dommedagsagtigt, men derimod et fornuftigt tankesæt, som giver meget ro i vores lille familie i en tid som nu, hvor meget er usikkert, skriver Kristian Sørensen, der er blandt brugerne på et facebook-site for 'preppers' i Danmark.

Preppers: Bereder sig på dommedag

Ordet preppers har sneget sig ind i sproget fra engelsk, hvor det nedstammer fra 'doomsday preppers'. Oprindeligt en betegnelse for mennesker, der forbereder sig på dommedags-scenarier som total atomkrig,

epidemier
eller
naturkatastrofer
, der lægger jorden øde.

Siden 2011 har tv-serien 'Doomsday Preppers' fra National Geographic medvirket til at gøre prepper-livsstilen både berømt og berygtet.

Her ser man, hvordan preppers samler forråd til flere måneder og gør klar til at forskanse sig i bunkeranlæg under jorden.

Så ekstrem er kulturen ikke for flertallet i Danmark. For mange handler det mere om et tankesæt, hvor man forbereder sig på alle scenarier. For andre betyder det, at man har særlig langtidsholdbar mad på lager, så man kan klare sig gennem en fødevarekrise.

Det beskriver flere af brugerne på det lukkede facebook-site 'Prepper info Denmark'.

Bliver spurgt til råds

En bruger på sitet fortæller, at hun i skyggen af Covid-19 nu pludselig oplever at dele ud af sin viden. Før sagde hun ingenting - for ikke at blive kaldt for en sølvpapirshat.

- Familie og venner har pludselig en interesse for det, man ellers ikke har snakket så højt om.

Sitets administrator oplyser, at han siden coronavirusset dukkede op i verdens bevidsthed før årsskiftet, har oplevet en markant fremgang i medlemmer.

Andre faktuelle nedslag tyder på, at prepper-livsstilen måske har gjort sit indtog andre steder.

Friluftskæden Spejder Sport sælger knap 30 procent mere frysetørret mad nu end sidste år, oplyser administrerende direktør John Lange.

Stor interesse for gasmasker

Hos overskudslageret Militærbutikken.dk er interessen for netbutikkens gasmasker steget med 1.000 procent.

- Vi mærker et stort boom i salg af gasmasker lige i øjeblikket, konstaterer Amanda Thomassen fra Militærbutikken.dk.

- Det startede i februar og har virkelig taget fat i marts. Vi kan mærke, at det topper nu efter lockdown og efter lukning af grænser. Der ryger en del masker afsted til danskerne hver dag, lyder det.

I den danske facebook-gruppe oplever brugerne, at en samfundskrise som coronavirusset vækker en interesse for livsstilen.

- Der har i hvert fald aldrig været så meget aktivitet på prepper-facebook-grupperne, som der er lige nu. Både i Danmark og i udlandet, fortæller Kristian Sørensen til

DR
Nyheder.

Facebook
Twitter