Danske sangskrivere: DR bør spille flere kvindelige kunstnere i radioen

Andelen af kvindelige musikere skal skrives ind i public service-kontrakten, lyder opfordring.

En ligelig fordeling af danske hovedkunstneres køn bør være en del af public service-kontrakten mellem DR og Kulturministeriet, mener organisation. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Som public service-kanal har Danmarks Radio en forpligtelse til at sørge for, at antallet af kvindelige kunstnere i æteren i højere grad afspejler befolkningen.

Sådan lyder det fra organisationen af komponister og sangskrivere i Danmark, DJBFA.

- Hvis det ikke sker, så bør man overveje, om det skal skrives ind i public service-kontrakten. Man skal under alle omstændigheder gøre noget ved problemstillingen, for det påvirker hele musikbranchen. Når man bliver spillet på radioen, så er det også nemmere at få koncert-opgaver og dermed leve af sit fag, siger forkvinde Anna Lidell.

Nye tal: Færre end hver femte er kvinde

Reaktionen kommer, efter nyhedsbureauet Ritzau mandag skrev, at kvindelige danske musikere er i undertal på tværs af Danmarks Radios radiokanaler.

Det viser nye tal fra Danmarks Radio, som Kulturministeriet har bedt om.

Ifølge sammentællingen så udgjorde kvinder 18,3 procent af danske hovedkunstnere på tværs af alle kanaler i 2019. Mandlige kunstnere fyldte noget mere med 63,7 procent.

Selv om andelen af kvindelige kunstnere er gået frem sammenlignet med 2018, så er den overordnede tendens problematisk, siger Anna Lidell.

- Siden 2015 er det gået tilbage. Det er på ingen måde en kønsfordeling, der afspejler samfundet. Kvinder er jo ikke en minoritet i vores samfund, men det er det åbenbart i musikbranchen, lyder det fra DJBFA-forkvinden.

Screenshot fra Kulturministeriets opgørelse af kønsfordelingen på DR's radiokanaler.

Tal svarer til branchens 'overvægt'

Kønsfordelingen på Danmarks Radios kanaler svarer til den ‘mandlige overvægt’, der findes generelt i dansk musikliv. Det siger Henrik Marstal, lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium i København.

- Det er overvejende mænd, der fylder op i tabellerne, når man ser på eksempelvis elever på uddannelserne og medlemmerne af Koda, der varetager kunstnernes ophavsret.

Netop derfor er der grund til at være opmærksom på kønsfordelingen på radiokanalerne, der dermed kan være med til at afspejle en forkert opfattelse af, at musik er et mandefag.

Henrik Marstal mener, at man derfor bør spille flere kvindelige musikere i æteren, så man derved får flere til at opsøge faget.

- Vi oplever i musiklivet en stor frustration fra rigtig mange kvinder, der ikke føler, at de helt så naturligt får adgang til medierne og radiokanalerne som alle mulige andre, siger Henrik Marstal.

Samfundet risikerer at gå glip af store, kvindelige stjerner som sangerinden Medina på billedet her, hvis offentligheden får opfattelsen af, at musik er et mandefag. Det mener forkvinden for organisationen DJBFA. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Ifølge Anna Lidell risikerer samfundet at gå glip af den næste Medina eller Tessa. Det vil sige kvindelige kunstnere, der slår igennem på den store scene.

- Man får ikke glæde af den talentmasse, der findes. Der er en masse kvinder, der laver masser af musik, der ikke kommer ud. Det betyder også, at der er en masse lyttere, der ikke føler sig spejlet, siger forkvinden for organisationen af danske komponister og sangskrivere.

Radiochef: Et alvorligt problem

Fungerende radiochef i DR, Thomas Buch Andersen, siger, at DR tager tallene alvorligt.

- Det er et strukturelt problem i hele musikbranchen, at der er langt flere mænd, end der er kvinder.

Radiochefen understreger, at når man ser på, hvor mange mandlige og kvindelige musikere, der er i Danmark, og vejer det op imod, hvad der bliver spillet på DR’s kanaler, så ligger det meget godt på niveau med hinanden.

Thomas Buch Andersen mener, at løsningen først og fremmest er, at der kommer flere kvindelige musikere.

- Vi arbejder gerne med musikbranchen og interesseorganisationer om, hvordan vi kan få flere kvindelige artister til at interessere sig for at spille musik, siger han.