Danske toldere har på bare et år tjekket halvanden million flere pakker

Særligt ulovlige knive ryger i toldernes hænder i de millioner af kontroller.

Levende fugleedderkopper, knive der kan foldes til kreditkortstørrelse og flydende testoteron som deodorant.

Den slags ulovlige varer finder danske toldere i de millioner af pakker, som sendes til Danmark fra udlandet. Sidste år kontrollerede tolderne knap 3,2 millioner pakker.

Det er det højeste antal kontroller i lang tid og næsten halvanden million flere pakker end året før.

Den store stigning skyldes to ting, forklarer Preben Buchholtz, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

For det første køber vi danskere stadig flere ting online fra udlandet, og for det andet har kontrollen de senere år fået flere penge på finansloven.

- Vi har fået bedre scannere, så vi kan scanne fra flere sider, vi har også fået flere toldhunde, som kan opsnuse doping, narko og penge, og så har vi ikke mindst fået flere toldere - altså flere hænder, så vi kan åbne flere pakker, forklarer han.

- Siden 2015 har vi fået 60 ekstra kontroltoldere, som vi kan sætte ind på alle opgaver.

Toldstyrelsen har i dag 360 årsværk, der beskæftiger sig med toldkontrol - heraf er 300 af dem dedikeret den direkte toldkontrol, mens de resterende laver analyser, risikovurderinger og lignende.

I 2015 - da området lå under SKAT - var der afsat 290 årsværk til toldkontrol, hvoraf omkring 240 af dem vurderes at have arbejdet med den direkte toldkontrol.

Der findes ingen officielle tal for, hvor mange pakker der i alt kommer ind i Danmark årligt. Men alene fra Kina modtog PostNord sidste år 14 millioner pakker.

12.000 flere beslaglæggelser

Det er ikke kun kontrollerne, der er i vækst. Det samme er antallet af sager, hvor tolderne beslaglægger ulovlige varer.

I 2014 lavede tolderne 3.357 beslaglæggelser, mens det i 2018 var steget til 15.685 - en stigning, der særligt kan tilskrives ulovlige knive.

Tallene dækker dog også over beslaglæggelser fra indrejsende personer og altså ikke kun pakker. Preben Buchholtz fortæller dog, at hovedparten af knivene sendes som pakkepost.

- Vi skal finde nålen i høstakken de steder, hvor folk ikke kan finde ud af det eller forsøger at smugle noget ind. Og når der kommer flere varer, så er der selvfølgelig også en større risiko for, at det lykkedes.

- Men jeg synes faktisk, at vi er blevet bedre til det, og det viser tallene også. Men det er klart, der vil altid være nogle smuthuller - og når vi finder hullerne, så finder smuglerne nogle nye metoder, så det er lidt katten efter musen.

Knive, stoffer og peberspray

Når tolderne beslaglægger en pakke, overdrages den til politiet.

I første omgang ender den hos Københavns Politis sektion for ulovlig import, der blev oprettet i november 2018.

- Noget af det, som vi ser allermest, er skjulbare knive, pebersprays og springknive, forklarer sektionens leder, Julie Ebskov.

I sektionen afklarer betjentene først, om varen faktisk er ulovlig eller ej. Er den det, sender de den videre ud til de politikredse, hvor pakkens modtager bor.

Hos Østjyllands Politi løber det op i et par tusinde forsendelser om året. Kredsen modtager i dag omkring tre gange så mange sager som for bare et par år siden, vurderer vicepolitiinspektør, Martin Rasmussen, der også oplever mange sager om slagvåben og narkotika.

De mange sager har også afsløret, hvilke typer der bestiller ulovlige varer hjem fra udlandet.

- Der er dem, som bestiller et eller andet, hvor de ikke har kendskab til, at det er ulovligt - det kan for eksempel være smertestillende piller eller slankepræparater, som står på vores positivliste over narko.

- Eller også er det nogen, som udmærket godt ved, at det er ulovligt, men har den indstilling, at "går den, så går den".

Har du bestilt noget ulovligt i udlandet ved et uheld eller med vilje, vil DR gerne høre fra dig. Send derfor en mail til journalist Jesper Bo Pedersen - jepj@dr.dk.

Facebook
Twitter