Danske trafikordførere skyder svenske Øresundsplaner ned

Folketingets trafikordførere er ikke varme på den svenske idé om endnu en forbindelse mellem Danmark og Sverige.

Øresundsbroen blev indviet i år 2000. (Foto: Christoffer Askman © Scanpix)

Sverige vil knyttes endnu tættere til Danmark. Den svenske regering vil indlede forhandlinger med den danske regering om at bygge endnu en forbindelse over Øresund.

Svenskerne ønsker en såkaldt HH-forbindelse, der forbinder Helsingør og Helsingborg med en tunnel, men forbindelsen bliver kappet af tre trafikordfører, inden den er kommet op at stå.

Andre projekter er vigtigere- Jeg kan da godt forstå det svenske ønske om en forbindelse, det behøver man kun at se på et Europakort for at forstå, men det er ikke noget Venstre kan støtte på denne side af 2030, siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen til DR Nyheder, og uddyber:

- Det vil være et gigantisk infrastrukturprojekt, hvor vi både skal have udbygget motorvejsnettet og jernbanen i det tæt befolkede Nordsjælland. Jeg går ikke ud fra, at svenskerne vil betale den del, og derfor har vi en række projekter, som er vigtigere for danske borgere og virksomheder.

Også hos regeringspartiet Radikale Venstre er der modstand mod den svenske idé, som blev luftet ved det svenske folkemøde i Visby.

- Umiddelbart synes jeg, at vi skal have gjort Femern-forbindelsen færdig, inden vi kaster os over nye store mål. Det er ikke noget, vi prioriterer, siger Andreas Steenberg.

"Brug pengene på kystbanen"

Femern-forbindelsen skal efter planen stå klar i 2021. Samtidig indgik regeringen i januar en aftale for et andet stort infrastrukturprojekt. Togfonden DK koster staten 28,5 milliarder kroner, og før den opgave er løst, vil Enhedslisten ikke sætte gang i flere projekter.

- Jeg kan ikke se det ske i løbet af de næste 10 til 15 år. Vi vil slet ikke være med til en udbygning af vejnettet, men en jernbane kunne vi måske overveje i fremtiden, men det er vigtigere at få det nuværende net eksempelvis Kystbanen til at fungere optimalt, siger Henning Hyllested.

Udspil i svensk valgkamp

Ifølge Ritzau har den svenske regering afsat 70 milliarder svenske kroner til forbedringen af infrastrukturen i Stockholm, Göteborg og Skåne.

Det er dog ikke umiddelbart specificeret, hvor mange af de penge der skal bruges på at forbinde Helsingborg og Helsingør.

Udspillet er en del af en større plan for de kommende 20 års investeringer i infrastruktur, som den svenske regering har lanceret op til det svenske valg i september.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra trafikordførerne i Dansk Folkeparti og hos Socialdemokraterne.

Facebook
Twitter