Danske unge sætter europarekord i sociale medier

Danske unge får europæisk topplacering i sociale medier, tv-sening og gaming. Men det går ud over venner og motion.

Karl Jon Nielsen og Tobias Nygaard Perto er gerne online tre timer dagligt. (Foto: © Kåre Kildall Rysgaard)

Det er en selvfølge for de digitalt indfødte unge at bruge Facebook, Twitter, Snapchat og foretage videoopkald og spille online.

I internet-kunnen ligger de danske unge helt i top i Europa, viser tal fra Eurostat fra 2016.

De ældre skolebørn har samtidig europarekord i den tid, de bruger foran computer, tablet eller tv'et. Sådan var resultatet i en undersøgelse, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og internationale forskere sidste år stod bag.

Karl Jon Nielsen og Tobias Nygaard Perto, som går i 8. klasse på Lystrup Skole, er ikke stolte over de unges rekorder.

- Det er lidt uhyggeligt, at vi bruger så meget tid på spil og mobil i stedet for venner, siger Tobias.

Karl tror, at hvis man lod mobil, computer og tablet ligge, ville man tænke nye tanker og være sammen på en anden måde. Men:

- Når man er sammen med venner, ved man ikke, hvad man skal lave og kommer let til at spille igen. Det er bare noget, man gør.

Dårlige motionsvaner hænger ved

Det er bekymrende, at danske unge sidder så meget stille og spiller, mener Statens Institut for Folkesundhed.

- Når børn først er inaktive tidligt i livet, bliver det sværere at blive aktive senere, siger lektor Mette Rasmussen.

Mange børn går til sport i fritiden og er ganske aktive samtidigt med, at de også gamer og er online ved siden af. Rent helbredsmæssigt skal der dog meget aktivitet til for at kompensere for timerne foran skærmen.

- Det med at sidde stille i sig selv har betydning for helbredet. Man kan ikke kompensere, med mindre man er meget fysisk aktiv, forklarer hun og tilføjer, at flere børn får hovedpine og kommer til fysioterapeut, fordi de rører sig for lidt.

Det er drengene, der bruger mest tid bag skærmen.

Telefon afværger ensomheden

Når tiden går med mobil, tablet og computer er der mindre tid til at være social. Tobias har lagt mærke til, at lillebroren, der ikke har en mobil, ser sine venner mere. Da han selv var uden smartphone, var han også mere sammen med kammerater.

- Hvis man gerne vil se venner nu, er det lettest gennem mobil og spil, siger han.

Det bliver bakket op af tallene fra WHO's undersøgelse. Her er danske unge blandt dem, der er mindst hyppigt sammen med deres venner i hverdagene.

Tit mødes Karl og Tobias dog med vennerne for at spille eller se videoer. Det er vigtigt i forhold til at følge med i spillene og være online, ellers ved man nogle gange ikke, hvad de andre taler om.

Telefonen kan også være en redning, hvis man sidder alene, oplever Karl.

- Når man venter på en bus, kan folk tænke, at man er alene. Men hvis man sidder med telefonen og sender beskeder, ser det ud, som man ikke er det, siger han.

Spil er både socialt og ensomt

At danske unge hører blandt de europæiske unge, som bruger mindst tid med venner efter skoletid, er bagsiden af onlinekulturen, mener Mette Rasmussen fra Statens Institut for Folkesundhed.

Hun understreger dog, at gaming og computertid sagtens kan være socialt.

- Mange unge, som bruger mange timer med spil på computerne, trives godt og har gode sociale relationer. Og for nogle unge, som synes, at det er svært at indgå i sociale fællesskaber, så kan online spil på nettet faktisk være en mulighed for at indgå i håndterbare relationer.

Men, understreger Mette Rasmusen:

- Der findes også en gruppe ensomme unge, som spiller alene uden social kontakt. Dem er vi bekymret for, fortæller hun.

Det minder om slik og stoffer

Tobias og Karl kunne på sin vis godt tænke sig at bruge mindre tid foran skærmen. Men vanens magt er stærk.

- Det er lidt som at komme ind i en dårlig stime med slik eller stoffer. Man lukker sig inde og spiller, hvis man har haft en dårlig dag, siger Tobias.

Karl tror, at han ville være mere sammen med kammerater, hvis han gav slip på telefonen.

- Hvis man ikke havde telefonen, havde man det sjovere. Men man skal bare have en telefon. Det er normalt, siger han.