Danske virksomheder har tilbudt corona-hjælp i en uge: Nu rækker myndighederne hånden frem

Sundhedsmyndighederne gør klar til at teste flere danskere, og det skal private virksomheder hjælpe med.

Sundhedsminister Magnus Heunicke og sundhedsmyndighederne vil øge for testkapaciteten.

Flere danskere skal testes for coronavirus.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Sundhedsministeriet har sammen med Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Læggemiddelstyrelsen besluttet nu at gennemføre en mere offensiv teststrategi.

Det sker, i kølvandet på at Sundhedsmyndighederne har fået kritik for at teste for lidt - både fra Verdenssundhedsorganisationen WHO og fra danske eksperter.

I øjeblikket kan man i flere af regionerne ikke teste sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale for coronavirus, fordi man mangler forskellige nødvendige materialer til kunne teste for coronavirus. Der har især været fokus på, at man mangler reagenser.

Derfor har man prioriteret at teste alvorligt syge patienter fremfor personale.

Den udvikling så virksomheden Pentabase, der holder til i Odense, for en uge siden.

Derfor skrev virksomheden, som normalt lever af diagnostik af kræftpatienter, til myndighederne og tilbød at hjælpe.

- Pentabase producerer reagenser, som bliver brugt til corona-test i udlandet, så derfor tænkte vi, at det kunne hjælpe, siger Ulf Bech Christensen, der er direktør i Pentabase.

Løb panden mod en lukket dør

Trods flere henvendelser hørte Pentabase ikke noget, selvom de både havde tilbudt reagenser og maskiner, som ifølge dem kan hjælpe på de manglende testmuligheder.

Det kræver dog, at myndighederne giver virksomheden adgang til både postive og negative corona-tests, så man kan se, om de får samme resultat, og på den måde kan blive godkendt.

Efter at have fortalt om sin frustration i flere forskellige medier, skete der dog noget i formiddags. Pentabase blev ringet op af sundhedsministeren.

- Han spurgte, hvad vi skulle bruge for at komme videre. Vi hjælper i udlandet, og det vil vi også rigtig gerne i Danmark. Så nu gør vi tingene færdige og klar, og så afventer vi, at myndighederne kontakter os, så vi kan afprøve teknologierne, fortæller Ulf Bech Christensen.

Og noget tyder på, at der er mulighed for flere test på vej i Odense. Ifølge Anette Holm, der er ledende overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, har man været i dialog med Pentabase i løbet af ugen.

Man kan dog ikke bare få leveret nyt apparatur og testudstyr sådan uden videre, forklarer hun.

- I mange af apparaterne er det kun ganske bestemte dele, som passer i. Derfor er de afhængige af hinanden, mens nogle dele kan blandes på tværs, siger hun.

Alle er ude efter de samme dele

Der er altså flere årsager til, at man ikke bare tager imod alle de henvendelser, som man får fra private aktører i øjeblikket, forklarer Anette Holm.

- I de kliniske mikrobiologiske laboratorier har vi et elektronisk system, som automatisk sender elektronisk svar til patienter og borgere. Svaret er sporbart, så man altid kan finde svaret, som også sendes til Statens Serum Institut, der afrapporterer til WHO.

Man har den seneste tid brugt mange kræfter på at udbygge det, som Anette Holm kalder afdelingerne maskinparker - altså forskellige maskiner og apparater til for eksempel test.

Det gjorde man for at være mindre følsomme over for et sårbart og presset marked, hvor alle er ude efter de samme dele. Præcis som nu, hvor alle verdens lande gerne vil skaffe testudstyr.

- Det er relevant at samarbejde med nye aktører. Det skal bare være inden for de strukturer, som vi kender i forvejen, for at vi får en sikker diagnostik og sporbarhed i svaret.

Hjælp fra flere sider

Pentabase er langt fra den eneste virksomhed, der har tilbudt at hjælpe sundhedsmyndighederne. Også den Aarhus-baserede virksomhed AH diagnostics står klar til at hjælpe.

De sendte en pressemeddelelser ud allerede 12. marts, hvor der blev gjort opmærksom på, at de både havde maskiner og udstyr, hvis der blev mangel.

De er distributør af de instrumenter og de test, som myndighederne står og mangler. Her har man ikke mangel på leverandører af de efterspurgte varer.

- Vi har lige nu tre leverandører, som kan levere. Alle er godkendte til klinisk brug. Jeg synes, det var uetisk at have udstyr liggende, når de mangler. Men ingen har kontaktet os, fortæller direktør Niels Stampe Rüdiger.

Ifølge ham er det test, som de sælger, godkendt til netop de instrumenter, som bruges ude på hospitalerne.

- Jeg havde forventet, at det ville strømme ind med forespørgsler. Det er det ikke - i hvert fald ikke fra Danmark, men vi har fået flere henvendelser fra både europæiske lande og Marokko, siger Niels Stampe Rüdiger.

Ifølge direktøren har man dog for nu indgået et samarbejde med et dansk sygehus om at hjælpe dem med at få dækket behovet for test via leveringssikkerhed for de nødvendige reagenser.

- Vi har haft kontakt med de fleste af vore leverandører af disse produkter hen over weekenden, siger Niels Stampe Rüdiger.

Regeringen vil øge kapacitet

Sundhedsministeriet har sent i eftermiddag meddelt, at de mange flere test skal gennemføres ved hjælp af en styrket kapacitet.

- Testudstyr er bare en mangelvare på verdensmarkedet på grund af pandemien. Det vil sige, at vi ikke kan teste flere, end vi har kits og udstyr til, siger Magnus Heunicke.

Han understreger, at man fra myndighedernes og regeringens side har sat alt ind for at skaffe det nødvendige udstyr.

- Vi får test fra udlandet af de store producenter. Men ikke i den grad vi ønsker og har behov for. Vi er også nødt til at tænke helt nyt og være i dialog med både små og helt store virksomheder. Det er vi konkret i gang med at gøre.

- Vi har været i dialog med det danske erhvervsliv, og det har vi intensiveret i løbet af de sidste dage. De skal have en god behandling. Selvfølgelig skal det være validerede test. Men det skal ske hurtigt, så vi kan tage det i brug, tilføjer han.

Hos Sundhedsstyrelsen ser man frem til rent faktisk at kunne føre retningslinjerne om test ud i livet.

- Som det er i dag, er vores retningslinjer ikke implementeret. Derfor er det vigtigt, at testkapaciteten kommer op. Det er selvfølgelig en stor udfordring, men vi er fortrøstningsfulde omkring det, siger Helene Bilsted Probst, centerchef for planlægning i Sundhedsstyrelsen.