Den 63-årige dansker Peter Frederiksen var flygtet til Sydafrika for at undgå en fængselsdom i Danmark. Det kan man høre i P1 Dokumentar, der sendes på torsdag og fortæller hele Peter Frederiksens historie.
Danskeren er flygtet fra en dom for ulovlig våbenbesiddelse på seks måneder. Han flygtede i 2006, da sagen begyndte at rulle og har været bosat i Bloemfontein, Sydafrika, lige siden. Han venter på at hans sag bliver forældet, så han frit kan rejse hjem til Danmark.
- Politiet har aldrig nogensinde været i kontakt med mig i ni år, siger Peter Frederiksen til P1 Dokumentar.
Mødte ikke op til afsoning
Peter Frederiksen har i alle de år haft adresse i Danmark, men er bare ikke mødt op til afsoning.
Men som han fortæller til P1 Dokumentar, har det ikke været en hemmelighed, at han opholder sig i Sydafrika.
- Da jeg var inde på den danske ambassade i Pretoria og skulle have nyt pas, sagde jeg: Skal jeg skrive min danske eller sydafrikanske adresse på? Og så sagde de: Skriv bare begge adresser på. Så de kan aldrig sige, at jeg har forsøgt at lyve om, hvor jeg bor, siger han til P1 Dokumentar.
Kønsdele i fryser
Danskeren ventede på, at hans dom blev forældet, så han frit kunne rejse hjem. Dommen blev forældet i sidste uge, den 17. september. Men samme dag blev Peter Frederiksen arresteret og fængslet i Sydafrika for at omskære kvinder.
Han blev anholdt da politiet fandt kønsdele fra 21 kvinder i hans fryser. Manden er nu fængslet, men nåede at fortælle sin historie til P1 dokumentar, inden han blev fængslet.
Hør hele historien på torsdag klokken 13.03.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra anklagemyndigheden i Danmark.