Dansker frifindes for Scandinavian Star brand

Forskning frifinder den dansker der hidtil har været mistænkt for at sætte ild til Scandinavian Star i 1990.

159 mennesker omkom i branden på færgen Scandinavian Star. (Foto: Claus Bjørn Larsen © Scanpix)

159 mennesker omkom, da Scandinavian Star brændte den 7. april 1990 i Skagerrak mellem Oslo og Frederikshavn. Hidtil har en dansker været mistænkt for at stå bag branden, men han omkom i flammerne, og der har aldrig været rejst tiltalte mod andre.

Flere om at påsætte branden

Det er ingeniørerne Pierre Palmberg og Henrik Georgsson, der begge er tilknyttet Universitet i Lund og konsulentselskabet Sweco, der allerede i 2006 kom med de overraskende undersøgelser. Nu har bandingeniørerne atter gennemgået materialet og frifinder pure Erik Mørk Andersen, der hidtil har været mistænkt for at stå bag branden.

- Vi udelukker, at Erik Mørk Andersen stod bag brandene, fordi han omkom i det vi kalder hovedbranden. Det er brand nummer to ud af seks. Det er jo svært at antænde en brand, hvis man er død, så det beviser for os, at han ikke antændte brandene, siger Pierre Palmberg.

Brandstifteren havde kendskab til færgen

Pierre Palmberg pointere over for radioavisen, at de personer, der har antændt brandene på den amerikansk ejede passagerfærge, har haft stort kendskab til færgen.

- Det har krævet stort kendskab til færgens tekniske installationer at tænde brandene, siger han.

De to ingeniører håber nu, at FBI vil granske ulykken på den amerikansk ejede færge Scandinavian Star nærmere, så baggrunden for tragedien kan blive endeligt opklaret.

Scandinavian Star
  • Passagerfærgen Scandinavian Star sejlede fra Oslo med kurs mod Danmark i begyndelsen af april 1990.
  • Om bord var 482 mennesker. 75 af dem var danskere.
  • På sin vej mod Danmark brød færgen i brand.
  • De påsatte brande bredte sig hastigt på færgen, som viste sig ikke at opfylde basale krav om brandsikkerhed. 159 mennesker mistede livet.
  • På grund af uklare ejerforhold er der aldrig placeret et endeligt ansvar for katastrofen på færgen.
  • Pårørende til de omkomne kæmper endnu for at få klarlagt omstændighederne omkring katastrofen.
  • Scandinavian Star er blevet ophugget i Indien.