Dansker frifundet for 34 år gammelt drab: 'Tilståelser' var blærehistorier i fængslet

52-årig mand var tiltalt for drab og overfald begået ombord på den finske færge 'Viking Sally'.

Det var her på helikopterdækket, at det tyske kærestepar blev overfaldet, mens de sov. Det skete i juli 1987. Kilde: Finsk politi

En dansk mand er blevet frifundet for et 34 år gammelt drab begået ombord på den finske færge 'Viking Sally'.

Der er ikke tilstrækkelige beviser i sagen.

Det fremgår af dommen, der blev afsagt i dag i retten i den finske by Turku.

- Det er ikke bevist, at tiltalte er den eneste person, der ville have haft lejlighed til og mulighed for at begå de pågældende forbrydelser, lyder det.

Den danske mand var tiltalt for i juli 1987 at have overfaldet et tysk kærestepar på færgen. De havde lagt sig til at sove i sommernatten på færgens helikopterlandingsplads.

Parret var en 20-årig mand og hans 22-årige kæreste, der var på interrail-tur i Norden. Med flere slag mod hovedet blev den unge tyske mand slået ihjel.

Kvinden fik livstruende skader og har i dag svære mén.

Tiltalt var vigtigt vidne efter drab

Den 52-årige danske mand har undervejs i sagen nægtet sig skyldig. Han har været til stede i Finland under hele retssagen.

Han var 18 år og passager på færgen, da drabet skete.

I retten kom det frem, at han i 1987 var et vigtigt vidne for politiet. Her fortalte den unge mand nemlig, hvordan han fandt de to ofre ilde tilredt på dækket.

Først tre årtier efter drabet rejste den finske anklagemyndighed en sag mod ham, fordi man mente, at han stod bag det drabelige overfald.

Det finske politi mente nemlig, at det var ham, der tog en slaggehammer fra færgen og gentagne gange slog den 20-årige mand, der var forsvarsløs, fordi han lå og sov.

Våbenet blev aldrig fundet, men politiet mener, at den 52-årige havde særlig viden om det.

Men det afviste byretten altså i dag.

- Den tiltalte har ikke haft en viden om forbrydelsesvåbenet, som kun er mulig for gerningmanden at være i besiddelse af, lyder det i dommen.

- Man behøver ikke være gerningsmand for at gætte, at gerningsvåbenet skulle have været en slags hammer.

  • Politiet tog mange billeder af gerningsstedet efter drabet i juli 1987. (Kilde: Finsk politi)
  • Færgen 'Viking Sally' har en tragisk historie. I årene efter drabet på den tyske turist skiftede færgen navn til M/F Estonia. Færgen forliste i 1994 og tog 852 mennesker med sig i døden. (Kilde: svensk pressefoto)
1 / 2

Blod på tøjet

Danskeren har under retssagen forklaret, at han var på færgen med en gruppe spejdere. De var på vej til en spejderlejr i Finland.

De havde ikke kahytter, og derfor sov de i deres soveposer flere forskellige steder på færgen.

Han gik i løbet af natten op på helikopterdækket for at ryge en cigaret. Det var her, at han opdagede de to ofre sammen med nogle svenskere, der også var på dækket.

- Der er blod, og der ligger nogle og siger lyde. Så det er ikke svært at regne ud, at der er sket noget, forklarede han i retten.

- Jeg vidste, at jeg havde lært førstehjælp. Så jeg tog selv fat i kvinden og bar hende ned (i et sygerum, red.). Jeg ville have hende indenfor, sagde han.

Derfor endte han efter eget udsagn med at have blod på tøjet.

Tidligere 'tilståelser'

Et af beviserne under retssagen har været et vidneudsagn fra en dansk kvinde, som den 52-årige har mødt, da han afsonede en tidligere fængselsdom.

Til hende havde han nemlig sagt, at han havde slået ihjel før.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg har sagt det. Jeg er ligeglad jo. Jeg har ikke gjort det her jo, sagde han i retten.

Han fortalte flere gange, at han ikke var én, man lavede noget med i fængslet. Derfor havde han 'fortalt flere historier'.

Retten mener heller ikke, at udsagnene kan bruges som 'tilståelser', der beviser hans skyld:

- Tiltalte har ifølge rettens bedømmelse brugt hændelserne på 'Viking Sally' til at hævde sig i fængslet og gøre sig bemærkelsesværdig, lyder det.

Den 52-åriges finske forsvarsadvokat Martina Kronström er glad for dagens resultat:

- Vi er meget tilfredse med dommen. Den er klar, og det var en enig byret, der i dommen har argumenteret på samme måde, som vi gjorde i vores forsvar, siger hun.

Hun fortæller også, at hendes klient er meget tilfreds med udfaldet af sagen.

- Han har hele vejen stolet på det finske retssystem og på sine forsvarere. Så han har sådan set ikke tvivlet på, hvordan det gik, fortæller Martina Kronström.

Det er endnu uvist, om anklagemyndigheden vil benytte sin mulighed for at anke sagen.

Færgen Viking Sally blev senere til M/F Estonia, som i 1994 var involveret i en af de største skibskatastrofer i nyere tid.

I alt omkom 852 personer, da skibet forliste.

14.34: Opdateret med kommentar fra forsvarsadvokat Martina Kronström.

Facebook
Twitter