Dansker på vej mod toppen af Mount Everest uden ilt

27-årige Rasmus kan blive første dansker, og én ud af ti, der bestiger Mount Everest alene og uden kunstig ilt.

Rasmus Kragh har forberedt sig på turen op til toppen af Mount Everest i halvandet år. Halvanden måned er brugt på flere bjergbestigninger (arkivfoto). (Foto: © NAVESH CHITRAKAR, Scanpix)

Hvis alt går vel, når 27-årige Rasmus Kragh Mount Everests tinde i morgen tidlig uden kunstig ilt, og klarer han det, bliver han den første dansker i et eksklusivt selskab på færre end ti personer.

Ruten skulle gå op ad bjergets nordside i Tibet, som er mere isoleret, krævende og koldere end den nepalesiske side.

Bjergbestigeren har arrangeret turen med hjælp fra Michael Møllegaard og Niels Ole Pedersen og projektet 'Viborg på toppen'.

Ifølge Michael Møllegaard har han taget flere ture op og ned ad Mount Everest for at vænne sin krop til højden og iltmængden.

Der kan forekomme højdesyge, hvis kroppen ikke når at tilpasse sig til den tynde luft i store højder.

Bjergbestigeren valgte at tage turen, fordi det kun er lykkedes få at nå bjergets tinde alene og uden kunstig ilt.

Hvis den 27-årige bjergbestiger når toppen af verdens højeste bjerg, bliver han kun deroppe i kort tid. Der er så lidt ilt, at Rasmus Kragh højst bliver 5, 10 eller 15 minutter øverst på bjergets tinde, fortæller Michael Møllegaard.

288 bjergbestigere er døde på Mount Everest, siden bjerget blev besteget første gang i 1953 af Edmund Hillary og hans lokale bjergguide Tenzing Norgay.

/ritzau/