Danskere på Nørreport: Vi nægter at frygte terrorangreb

Selvom terrortruslen mod Danmark fortsat er stor, nægter danskerne, der rejser fra landets travleste togstation, at ændre noget i deres hverdag.

Efter sidste uges terrorangreb i Frankrig og gårsdagens mislykkede angreb i Belgien, er Danmark igen blevet omtalt som potentielt terrormål.

Politiets Efterretningstjeneste vurderer fortsat, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Men alligevel er det tilsyneladende ikke noget, der bekymrer mange danskere, der rejser med tog fra Nørreport Station:

- Jeg skal bruge den her station hver dag, og andet ville være besværligt, siger Cecilie Pedersen. Hun har ikke har tænkt sig at stoppe med at rejse fra stationen, der ellers er blevet udpeget som et oplagt terrormål.

- Forleden tænkte jeg over, hvad jeg ellers skulle gøre. Så skulle jeg cykle hele vejen? Det drømmer jeg ikke om, siger hun.

Alle de danskere DR Nyheder talte med på Nørreport Station i dag, havde en tilsvarende holdning. Terrortruslen får dem ikke til at ændre deres måde at begå sig på.

- Det er en potentiel fare for ens liv, men så skulle man jo nærmest være bange konstant. Hvor kan man så gå?, siger Frederik Bækgaard Ludwigs.

Se interview fra Nørreport Station i videoen over artiklen.