To danskere sat i hjemmekarantæne på grund af risiko for coronasmitte

Af de 10 danskere, der i går blev hentet hjem fra Kina, er to blevet sat i hjemmekarantæne i 14 dage.

De ti danske borgere, som er evakueret fra den virusramte Hubei-provins i Kina, lander i Roskilde Lufthavn natten til mandag den 3. februar 2020.

De 10 danskere, som er evakueret fra den virusramte Hubei-provins i Kina, landede i Roskilde Lufthavn natten til mandag. Umiddelbart derefter blev to af dem sat i hjemmekarantæne, fortæller Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i en pressemeddelelse:

- Vurderingen er, at to (personer, red.) er i høj risiko for at være udsat for coronasmitte, og vi har derfor aftalt, at de går i hjemmekarantæne i 14 dage, siger hun og fortsætter:

- For de øvrige otte har vi efter en grundig vurdering fundet, at de er i lav risiko for at være smittede med coronavirus. De er alle blevet grundigt informeret om forholdsregler, siger Anne-Marie Vangsted, der samtidig understreger, at styrelsen vil følge op på alle de hjemtagne.

Alle ti havde det godt ved ankomsten i Danmark. Ingen af de ti havde tegn på sygdom, så der var ikke behov for at indlægge nogen på sygehus. De evakuerede er først blevet fløjet fra Wuhan, hvor coronavirusset har sit epicenter, med et fransk fly til Sydfrankrig. Herfra er de blevet fløjet videre til en militærlufthavn i Bruxelles, hvor den ene af de danske borgere er blevet indlagt på et hospital med symptomer på sygdommen.

Ved modtagelsen i Roskilde blev alle de hjemtagne individuelt vurderet af overlæger fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er her, at styrelsen har vurderet, at to personer skulle sættes i hjemmekarantæne.

Èn person stået af i Belgien

Udrejsen fra den kinesiske Hubei-provins var arrangeret af det danske Udenrigsministerium i samarbejde med myndighederne i en række EU-lande.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm siger, at myndighederne ikke tager unødig risiko i forhold til at forebygge smittespredning i befolkningen

- Samtidig med, at vi også tager hensyn til de borgere, der er kommet sikkert hjem fra et risikoområde, så vi ikke sætter folk i karantæne uden grund, siger Søren Brostrøm i pressemeddelelsen.

For to dage siden blev det første tilfælde af coronasmitte konstateret i Sverige. Her landede en kvinde den 24. januar efter et besøg i Wuhan. Hun var symptomfri ved landing, men fik hoste og opsøgte behandling.

Sundhedsminister: Vi samarbejder tæt med Belgien

DR Nyheder har talt med sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), der fortæller, at alle de hjemtagne har opholdt sig i isolation i Kina, og de har ikke været eksponeret for virus. Men fordi hjemtransporten har været, som den har, og at en person er blevet indlagt i Belgien, vurderer sundhedsmyndighederne altså, at to personer kan være i høj risiko for smitte.

- Derfor er de sat i hjemmekarantæne. De skal opholde sig inden døre, og der bliver foretaget daglige temperatur- og symptomkontroller af vores sundhedsmyndigheder, siger ministeren og fortsætter:

- Vi samarbejder tæt med myndighederne i Belgien, og så snart der er en afklaring på, om den person, der er blevet indlagt dér, er bærer af coronavirus, så kan vi agere ud fra det.

Her forlader en ambulance lufthavnen i Roskilde i nat dansk tid. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Sammenlagt har de danske myndigheder assisteret udrejse for 15 personer fra den kinesiske Hubei-provins. Fredag aften ankom de første fire personer til Danmark. Ingen af de fire har vist tegn på at være smittet med coronavirusset, i nat kom yderligere ti personer, og én person blev altså i Belgien til videre undersøgelser.

Artiklen er opdateret klokken 7:57 med kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Opdateret med video klokken 8:27.