Danskere sejlede flygtning til Sverige: Vi var nødt til at bryde loven

En gruppe unge hjalp mandag en flygtning til Malmø, selv om det er i strid med loven.

En gruppe hjalp en flygtning til Sverige i båd. Annika Holm Nielsen, der har stillet billedet til rådighed, har krævet, at den pågældende flygtning er maskeret.

- I dag har Fort Europas umenneskelige flygtningepolitik gjort mig til menneskesmugler.

Sådan lyder det fra Annika Holm Nielsen på Facebook, efter at hun i går, mandag, sammen med tre andre sejlede en flygtning til Sverige.

Gruppen havde fået et tip om, at der ville komme et tog fra Tyskland på Københavns Hovedbanegård, og da toget kom flere timer for sent, stod de klar til at hjælpe.

- Der stod en mand af toget, som umiddelbart kunne ligne en, der var flygtet. Han så meget, meget træt ud og lidt desorienteret, og vi viste ham vores skilte, hvor der stod ”Velkommen, vil du til Sverige?” på arabisk, fortæller Annika Holm Nielsen til DR Nyheder.

Manden nikkede tilkendegivende, og da der var politi tilstede, skulle det gå stærkt.

"Jeg stoler på jer"

- Vi skyndte os at få ham væk fra Hovedbanegården og ud til båden, som vi havde til rådighed, og så sejlede vi til Malmø. Det tog omkring to timer, fortæller Annika Holm Nielsen, der stillede op for Enhedslisten ved folketingsvalget 2015 og til dagligt er studerende.

Manden var meget svækket og sagde gentagende gange til en i gruppen, som kan tale arabisk, at han havde meget ondt i benene, og at han et sted på sin tur havde været udsat for tortur.

- Det var surrealistisk at sidde i en båd med et menneske, der havde så meget brug for hjælp, men som samtidig også var så ydmyg. Han blev ved med at sige: ”Jeg stoler på jer. Jeg stoler på jer”

Vi var nødt til det

Selvom det er ulovligt at transportere flygtninge over grænsen til Sverige, mener Annika Holm Nielsen, at det var det værd.

- Denne mand har løbet en kæmpet risiko for at prøve at komme til Sverige for at blive forenet med sin familie - en risiko, der var meget større, end den vi løb ved at hjælpe ham, også selv om det var ulovligt. Vi følte, at vi var nødt til det, siger hun.

- Han har oplevet meget forfærdelige ting. Han mistede sit hus i et bombeangreb.

Svenskere stod klar til at hjælpe, da gruppen kom i havn. De hjalp med at registrere den taknemmelige flygtning hos de svenske myndigheder.

- Vi fik nogle timer senere en melding fra dem om, at han var blevet registreret, og at han var glad for at være fremme.

Fortryder ikke lovbrud

Annika Holm Nielsen ved ikke helt, om hun er bange for konsekvenserne.

- Selvfølgelig ønsker jeg ikke at blive anholdt, fordi jeg ønsker at bruge min tid på at hjælpe flere mennesker, der ønsker at komme til Sverige.

Hun fortryder ikke at have brudt loven.

- Når lovgivningen er uretfærdig, bliver vi nødt til at bryde den.

Mange vil hjælpe

Efter gruppen har lagt et billede på Facebook fra turen, har mange kontaktet Annika Holm Nielsen og stillet sig til rådighed med biler og både, og over 1.700 mennesker har tilkendegivet, at de 'synes godt om'.

Annika Holm Nielsen kan ikke sige, hvorvidt hun har planer om at gøre det igen, men hun håber, at andre vil følge hendes spor.

- Vi lagde billedet på Facebook for at se, om vi kunne inspirere andre til at gøre det samme. Det er vores håb. Selvom det muligvis kan have nogle konsekvenser for os, synes vi, at det er det værd, understreger hun.