Danskere skal hjælpe i Pakistan

Beredskabsstyrelsen sender hjælp til Pakistan, hvor monsunregnen har skabt store oversvømmelser.

Ca. 824.000 mennesker er tvunget til at flytte fra deres hjem på grund af store oversvømmelser. (Foto: Asif Hassan © Scanpix)

Beredskabsstyrelsen sender nu to mand til Pakistan som led i indsatsen mod oversvømmelserne i landet.

De to mand indgår som del af et nødhjælpshold fra EU, og de skal vurdere omfanget af oversvømmelserne, der skyldes den voldsomme monsunregn.

- De er til briefing i Bruxelles i dag og i morgen flyver de så til Islamabad, siger sektionsleder i Beredskabsstyrelsen, Jan G. Olsen.

Skal klare toldbehandling

FN har tidligere opgjort, at 248 personer er omkommet, og cirka 824.000 personer er flyttet væk fra deres hjem i Sindh-provinsen. I alt er hele 5,4 millioner menneskers liv påvirket af katastrofen.

Den ene af danskerne skal fungere som teamleder for EU-holdet. Alt udstyr til missionen leveres af Beredskabsstyrelsen.

- De skal vurdere, hvad der op og ned på det hele, og hvordan katastrofen har ramt. Når der så bliver sendt hjælp til Pakistan, skal de sørge for hjælpe med toldbehandlingen og sørge for, at tingene kommer de rigtige steder hen, siger Jan G. Olsen.

Har bedt om assistance

EU sender holdet af sted, efter at den pakistanske ambassade i Bruxelles har anmodet om støtte til at håndtere katastrofen.

Beredskabsstyrelsens medarbejdere skal efter planen opholde sig i Pakistan i 10-14 dage. Styrelsen har før været i Pakistan i forbindelse med oversvømmelserne.

Sidste år var Danmarks særlige mobilhospital sendt af sted for at behandle et stort antal mennesker, der blev berørt af oversvømmelserne.

Facebook
Twitter