To danskere er blevet smittet af mæslinger efter rejse i skiområdet Val Thorens i Frankrig.
Det oplyser afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut.
Der er tale om skisportsområdet Val Thorens, hvor der er sket et udbrud af mæslinger.
- De to tilfælde, der er påvist inden for den sidste uge, har begge været på skiferie i Frankrig, i det populære skiområde Val Thorens, siger han.
- Det passer med, at vi i aftes har fået information om, at der er påvist et udbrud af mæslinger i lige præcis det område.
Statens Serum Institut opfordrer derfor til, at danskere, der skal på skiferie i Val Thorens, sørger for at blive vaccineret, hvis de ikke allerede er det eller ikke har haft mæslinger.
Og hvis man er i tvivl, er det bedre bare at blive vaccineret, da der ikke sker noget, hvis man får endnu en vaccine, oplyser Peter Henrik Andersen. Det er gratis at få vaccinationen.
De smittede er en kvinde fra Rudersdal og en yngre mand fra Fyn.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser tidligere i dag om tilfældet fra Rudersdal, fordi kvinden havde siddet i venteværelset med andre patienter. De bliver nu kontaktet af Styrelsen.
Kvinden fra Rudersdal har ikke fået vaccinen mod mæslinger og heller ikke har haft mæslinger som barn.
Det samme er tilfældet for den yngre mand fra Fyn, som Statens Serum Institut oplyste om i sidste uge.
- Mæslinger er først indført i børnevaccinationsprogrammet i 1987. Derfor er en stor andel af befolkningen, der er født før det tidspunkt, ikke vaccineret mod mæslinger, siger Hanne Borch-Christensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed
- De fleste af dem har haft sygdommen, men de, der ikke har, risikerer at blive smittet, siger hun.
Ifølge det franske public-service medie France Bleu er 24 personer ramt af mæslingeudbruddet i Val Thorens, som ligger i regionen Auvergne-Rhône-Alpes.
I 2018 var der 84 tilfælde af mæslinger i regionen.
/DR Nyheder/