Danskerne er de gladeste lønmodtagere i hele EU

Danskerne er ikke bare verdens lykkeligste folk. Vi er også dem i EU, der er gladest for vores job og arbejdsforhold, viser undersøgelse.

Danskerne er ikke bare verdens lykkeligste folk. Vi er også dem i EU, der er gladest for vores job og arbejdsforhold. (Foto: Line Rasmussen DR Fyn)

Det kan godt ske, at du ikke kan høre det på dine kolleger her til morgen. Men faktisk er ni ud af ti danskere tilfredse med deres job og arbejdsforhold.

Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har lavet for EU's statistiske kontor, Eurostat.

Og dermed er danskerne ikke kun verdens lykkeligste folk. Vi er samtidig dem, der er gladest for vores arbejde i EU's 28 medlemslande.

De gladeste medarbejdere i EU

Og Hans Hvenegaard, der er arbejdslivsforsker og direktør i firmaet Team Arbejdsliv, kan godt genkende billedet af de glade danskere på jobbet.

- Danske lønmodtagere har stor indflydelse på indholdet af deres arbejde og den måde, de tiltrettelægger og udfører det på. Og så findes der et højt tillidsforhold mellem ledere og medarbejdere i danske virksomheder, siger Hans Hvenegaard.

Og det er netop de parametre, danskerne scorer på. Det drejer sig om arbejdstid, arbejdets organisering, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og forholdet til arbejdsgiveren.

Engagerede medarbejdere i fare for stress

Men selv om danskerne er glade for deres arbejde, er der alligevel en bagside af vores EU-guldmedalje i arbejdsbegejstring.

- Det kan være vanskeligt at skelne mellem arbejde og fritid, så de to ting flyder ind i hinanden. Og så kan vi blive så engagerede i vores arbejde, at vi bliver stressede. Og Danmark har en høj frekvens af stress, siger Hans Hvenegaard.

Facebook
Twitter