Danskerne er nået i mål fire år før tid og bruger nu 32 plastikposer om året

Vi er blevet bedre til at genbruge plastikposerne eller have et alternativ med ud at handle.

I år forventes det, at danskerne ender med at have brugt 183 millioner plastikbæreposer. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix Denmark)

32.

Så mange plastikbæreposer forventes du – og alle andre danskere – i gennemsnit at bruge i hele 2021.

Og dét er markant færre bæreposer end for bare fire år siden. Faktisk er vi danskere blevet så gode til at have en pose med selv, når vi er ude at handle ind, at vi allerede sidste år nåede EU’s målsætning om et forbrug på under 40 plastikbæreposer per borger om året.

Egentlig skulle det mål først være nået i 2025.

- Vi kan sætte flueben nu. Det er flot af det danske marked og de danske forbrugere, siger Jakob Zeuthen, der er miljøpolitisk chef hos Dansk Erhverv. Det er tal herfra og fra Skat, som viser den store nedgang i forbruget.

- Borgerne er i stigende grad blevet rigtig gode til at tage sine egne poser med, som de putter deres varer ned i og bringer hjem, siger Jakob Zeuthen.

- Hvis man går ned og handler ind, så oplever jeg også selv, at der i dag næsten er flere mennesker, som har sin egen pose med.

Fire kroner har ikke gjort forskellen

Svaret på hvorfor du er begyndt at stoppe en genbrugspose i lommen eller i stedet tyer til muleposen, skal ifølge en ekspert findes i en kombination af flere ting. For det første skyldes det i første omgang en ændret tankegang.

- Jeg tror, det skyldes en øget bevidsthed i hele samfundet om konsekvenserne af vores ressourceforbrug. Plastikposer har folk let ved at forholde sig til, og det er noget, man relativt let kan gøre noget ved, fortæller Kristian Syberg, der er miljø- og plastikekspert hos RUC.

Ifølge ham skyldes faldet også, at politikerne har fået mere fokus på emnet. Men overraskende nok er det ikke den lovpligtige pris på minimum fire kroner per pose, som blev indført 1. januar 2021, som har fået os til at skære så markant ned på forbruget.

Siden starten af året er forbruget faktisk kun faldet med fem procent.

I 2017 brugte vi danskere 343 millioner plastikposer. I år ventes tallet af lande på cirka 183 millioner ifølge tallene fra Skat og Dansk Erhverv.

- Det er præcis den vej, vi skal. Det er en tendens, som er meget vigtig at tage fat i. For hvorfor sker det her nu? Fra mit perspektiv viser det også et engagement. Det viser, at folk rent faktisk gerne vil gøre noget, siger Kristian Syberg.

Poser er en lille (men vigtig) brik

Selvom plastikposerne samlet set kun udgør cirka 1,5 procent af danskernes samlede årlige forbrug af plastik, så skal betydningen af de skrottede poser ikke undervurderes, mener Jakob Zeuthen fra Dansk Erhverv.

- Det er jo symbolske mængder i forhold til det samlede forbrug af plast. Men det har en stor betydning alligevel, fordi plastikposen er blevet det sted, hvor forbrugerne vågner op.

Den udlægning er plastikekspert Kristian Syberg enig i.

- Det kan godt sprede sig som ringe i vandet. Hvis man bliver opmærksom på, at man skal bruge færre plastikposer, så skal man måske også bruge mindre af andre ting og tænke sig om.

Generelt handler det ifølge Kristian Syberg om, at vi skal blive mere bevidste om, at de materialer, vi bruger i vores hverdag, skal bruges korrekt.

- Vi skal udskifte engangsprodukter med produkter, som vi kan bruge mange gange. Når vi har dem, kan de godt være mange forskellige typer materialer, hvor plastik godt kan være en del af løsningen.

FacebookTwitter