I løbet at de seneste tre år har der i gennemsnit lejret sig ekstra 1,7 kilo vægt på danskernes kroppe.
Det giver os en europæisk sølvmedalje i vægtstigning. Kun i Luxembourg har indbyggerne i gennemsnit taget mere på i perioden. Det viser en ny undersøgelse fra Europa-Kommissionen.
Vores vægtstigning gør os samtidig til Europas tungeste i gennemsnit. Kun i Kroatien, som er kandidat til medlemskab af EU, vejer folk mere end i Danmark.
Den gennemsnitlige EU-borger vejer 72,2 kilo, hvorimod danskerne vejer 75,9 gennemsnitlige kilo.
Lytter ikke
Berit Heitmann, som er professor i ernæring på Syddansk Universitet, siger, at den danske førsteplads skyldes manglende vilje til at lytte efter gode råd.
- I forhold til svenskerne lytter vi mindre til anbefalinger om, hvad vi skal spise. Det skyldes måske, at vi er mindre autoritetstro og lytter mindre til myndighederne. Det kan være godt for noget, men ikke så godt for sundheden, siger Berit Heitmann til Nyhedsavisen.
Hun giver også rygningen en del af skylden for de ekstra kilo på sidebenene:
- Danskerne har være langsommere til at droppe rygningen end andre lande. Først de seneste ti år er danskerne holdt op med at ryge, og da det ofte hænger sammen med øget vægt, kan det nu ses, siger hun.
Fysisk aktive
På et par områder i rapporten klarer danskerne sig dog rigtig godt. Når det drejer sig om at komme fra et sted til et andet, er vi den befolkning hvor det involvere mest fysisk aktivitet, vi går, cykler eller løber med andre ord.
Og det seneste år er der også rigtig mange danskere der har ændret deres kostvaner.