Danskerne lyttede til dronningen og gjorde unyttige ting dagen derpå

Dronningens opfordring blev modtaget med kyshånd den 1. januar, som blev tilbragt i vandet eller på burgerbaren.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

Sådan lød opfordringen til de travle danskere fra dronning Margrethe i nytårstalen.

- Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål.

Dagen derpå emmede luften af tømmermænd, og det var ikke svært at finde danskere, der fulgte dronningens opfordring.

På Amager Strand blev socialrådgiver Andreas Magnussen frisket op med en tur i de kolde bølger.

- Det er jo banalt, men det hjælper måske, når dronningen siger det, at vi tænker lidt mere over, at vi også får koblet af. Det er jo sådan noget, vi gør her, siger Andreas Magnussen.

En frisk dukkert fik Maj Henningsen også. Hun havde fundet en alternativ nytårsskihopbakke og hoppede ud ved Kalvebod Brygge i Københavns Havn.

- Nogle gange skal man jo lave noget unyttigt, og så kommer man også ind i 2018 på en kold, frisk og sjov måde, siger Maj Henningsen.

Stoppe op og nyde livet

Der var mange, der lyttede til dronningen ved at få tanket op med en burger dagen derpå. Heriblandt lærerstuderende Veronica Kvist Rønnest, der synes, det er fint, at dronningen kommer med et godt råd til danskerne i den årlige nytårstale.

- Det er jo en eller anden påmindelse om, at man skal stoppe op og nyde livet, siger Veronica Kvist Rønnest.

Dronningen pointerede, at det er forskelligt, hvad vi finder på af unyttige gøremål.

- Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver.

- Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

- Det er slet ikke så unyttigt endda, lød det fra dronningen.

Facebook
Twitter