Danskerne og sex: Skæve penisser og skamfuld onani

Alt fra utroskab til utilfredshed med egne kønsorganer er blevet gransket i stor undersøgelse.

Undersøgelsen afslører blandt andet, hvor meget mænd ser porno i forhold til kvinder. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet og sundhed med deltagelse af 62.675 personer i alderen fra 15 til 89 år er afsluttet. Den store undersøgelse er lavet i samarbejde mellem Aalborg Universitet og Statens Serum Institut.

Herunder kan du dykke ned i en række af undersøgelsens resultater. Nogle er lidt dystre, andre ganske muntre og nogle er decideret overraskende.

Lige penisser og nye bryster

Linse Kessler er indehaver af de vel mest berømte bryster herhjemme. TV-stjernen er dog langtfra den eneste, der har fået foretaget kosmetisk brystkirurgi. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Der er ingen grund til at føle sig unormal, hvis man render rundt med en lidt skæv diller. I hvert fald har hele ti procent af mænd en såkaldt krummerik, eller også har de haft en "skævert", som de er blevet opereret for.

En krummerik er en penis, der ved rejsning slår et knæk eller har en udtalt krumning. En gammel joke siger, at krummerikkens hældning kan afsløre ejermandens politiske orientering, men det har forskerne ikke undersøgt nærmere i denne omgang.

Hos kvinderne har seks procent fået foretaget brystkirurgi på grund af kræft eller anden sygdom i brysterne. Tre procent har fået foretaget kosmetisk brystkirurgi, uden at der har været sygdom.

Kosmetisk brystkirurgi er hyppigst hos kvinder mellem 25 og 54 år.

13 procent af kvinderne i undersøgelsen er utilfredse med udseendet af deres bryster. Andelen er størst hos de yngste. For begge køn gælder det, at seks procent er utilfredse med udseendet af deres kønsorganer.

Homoseksuelle har det hårdere

Langt de fleste danskere identificerer sig som heteroseksuelle. Her et billede fra Copenhagen Pride Parade. (Foto: Philip Davali)

Hvis du synes, at livet er en lang pride parade, og at hele verden efterhånden er indhyllet i regnbueflag, så tager du ifølge undersøgelsen temmelig meget fejl.

Langt de fleste danskere identicerer sig nemlig som heteroseksuelle (93 procent af mænd, 90 procent af kvinder).

Blot 1,5 procent af mænd identificerer sig som homoseksuelle, mens tallet er 0,6 procent hos kvinderne.

Så er der dem, der svinger til begge sider (1,8 procent blandt mænd, 2,6 procent blandt kvinder), mens det hos begge køn er ganske få, der betegner sig selv som aseksuelle (0,2 procent af mænd, 0,3 procent af kvinder).

Tre procent af mænd og seks procent af kvinder kan ikke placere sig, er uafklarede eller ved ikke, hvad deres seksuelle identitet er.

57 procent af homoseksuelle mænd og 37 procent af homoseksuelle kvinder har oplevet at blive mobbet eller chikaneret på grund af deres seksuelle orientering.

Livet er i det hele taget ikke nødvendigvis nogen dans på roser for mange homo- og biseksuelle.

Syv procent af homoseksuelle mænd og 13 procent af biseksuelle mænd har forsøgt at begå selvmord. For heteroseksuelle mænd er det to procent.

Hos kvinderne er det 11 procent af de homoseksuelle og 18 procent af de biseksuelle, der har forsøgt selvmord, mod fire procent af de heteroseksuelle kvinder.

Homoseksuelle og biseksuelle bliver ifølge undersøgelsen i det hele taget i højere grad ramt af angst, ensomhed og selvmordstanker end heteroseksuelle.

Mange ordner det selv - nogle skammer sig over det

Onani kan naturligvis udføres ved almindelig håndkraft, men der findes også spændende udstyr på markedet. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Næsten alle mænd - 96 procent - har prøvet at onanere, mens tallet hos kvinderne er 87 procent. Til gengæld kunne det tyde på, at kvinderne har større fornøjelse af det. Selvgjort er i høj grad velgjort.

I hvert fald mener 36 procent af kvinderne, at deres orgasmer er mere intense ved onani end ved samleje, mens det blot gælder for 11 procent af mænd.

Inspiration i form af porno kan 93 procent af mændene nikke genkendende til, mens en del færre kvinder - 63 procent - har erfaring med at se porno.

Hver femte mand ser mere porno, end vedkommende egentligt har lyst til, mens det samme gør sig gældende for hver 20. kvinde.

Skammen over onani er nogenlunde ens for de to køn. Otte procent af mændene og ti procent af kvinderne skammer sig over at onanere.

En af de mest markante forskelle på mænd og kvinder i undersøgelsen er erfaringen med køb af seksuelle ydelser. Her svarer mere end hver femte mand (22 procent) ja til at have betalt for seksuelle ydelser, mens det hos kvinderne blot er 0,2 procent.

9 procent af kvinderne har opsøgt en sexpartner på internettet, mens 22 procent af mændene har gjort det samme.

Utroskab og dyresex

Utroskab betragtes som mindre moralsk acceptabelt end dyresex ifølge undersøgelsen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Mænd er bare mere utro end kvinder. Det er konklusionen i undersøgelsen, der viser, at næsten hver fjerde mand (23 procent) i parforhold har været partneren utro mindst én gang.

Hos kvinderne er det 14 procent, der har været deres partner utro.

Fem procent af mændene har haft sex med én og kun én person i deres liv, mens 10 procent af kvinderne har haft én og kun én seksuel partner i livet.

På tværs af de to køn er det kun tre procent, der finder utroskab moralsk acceptabelt.

Dermed er utroskab mindre acceptabelt end sex med dyr, som 96 procent af de adspurgte betragter som moralsk uacceptabelt.