Danskerne positive over for tørklæde

Et flertal af danskerne har ikke noget imod at muslimske kvindelige kollegaer bærer tørklæde på arbejde. Det viser en undersøgelse lavet af Catinét.

Et flertal af danskerne har ikke noget imod at muslimske kvindelige kollegaer bærer tørklæde på arbejde.

Det viser en undersøgelse lavet af Catinét for den liberale tænketank CEPOS, skriver Berlingske Tidende.

54 procent siger, at de er meget uenig eller i nogen grad uenig med udsagnet "Jeg ville ikke bryde mig om, at min kollega bar muslimsk tørklæde". Kun 19 procent er direkte imod hovedtørklæde blandt deres kolleger.

- Resultaterne viser, at opfattelsen om danskernes modstand over for muslimer og islam, som ofte kommer frem, ikke har hold i virkeligheden, siger forskningschef Geert Laier Christensen fra CEPOS.

Ingen tørklæde på betjente

Undersøgelsen er blevet lavet i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt hovedtørklæder må bæres af myndighedspersoner i Danmark - herunder dommere og politibetjente.

Undersøgelsen viser samtidig, at knap halvdelen af de adspurgte ikke ville bryde sig om at blive betjent af en dommer, politibetjent eller en anden myndighedsudøvende person med muslimsk hovedtørklæde, mens 39 procent ikke ville have noget imod tørklædet.