Danskerne snyder sig selv for retshjælp

Kun hver tredje er klar over, at en helt almindelig indboforsikring kan dække udgifter til en retssag.

(© Colourbox)

Når husejeren sætter lejen urimeligt højt, eller huskøbet ender for en domstol, så har ni ud af ti danskere mulighed for at få økonomisk hjælp til at føre sagen. Men langt de fleste aner det ikke, skriver Politiken lørdag.

Faktisk ved kun hver tredje, at deres helt almindelige indboforsikring dækker flere typer retssager. Det viser en ny undersøgelse, som brancheforeningen Forsikring og Pension, (F&P), har foretaget blandt 1.000 forsikrede voksne.

- Vi var meget overraskede, da vi opdagede, at de fleste kunder ikke kendte til deres mulighed for at få retshjælp. Vi troede faktisk, at de vidste, at det fandtes, siger advokat Gitte Danelund fra F&P til Politiken.

Retssager fravælges på grund af udgifter

Uvidenheden betyder, at mange ser en retssag som en uoverstigelig måde at få sin ret på, mener jurist Mads Mølgaard Bräuner fra Forbrugerrådet.

- Det er dyrt at føre en sag, og det skræmmer forbrugerne fra at bruge domstolene. Det fører ofte til, at de ikke fører en sag, selv om de mener, at de har ret, siger han til avisen.

Forbrugerrådets erfaringer bakkes op af F&P's undersøgelse. Her siger 59 procent af de adspurgte, at de ville overveje at undlade en retssag af frygt for, at det var for dyrt, hvis de ikke vidste, at de kunne få sagens omkostninger dækket via deres forsikring.

Men der er dog nogle, der bruger ordningerne. I 2009 fik 10.687 danskere retshjælp via forsikringen, og til dem udbetalte selskaberne i alt 189.603 millioner kroner - eller i gennemsnit 17.742 kroner per forsikringskunde.

Kunderne skal typisk selv betale 10 procent af de samlede omkostninger, dog mindst 2.500 kroner. Selskabernes dækningsmaksimum på retshjælp ligger omkring 125.000 kroner, ifølge Politiken.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk