Danskernes bekymring for coronasituationen falder, selvom smittetallene er høje

Nye tal fra HOPE-projektet viser, at danskerne ikke længere er så bekymrede for høje smittetal, så længe det ikke presser hospitalerne.

Rigtig mange har fået en positiv coronatest de seneste uger, men det har ikke fået bekymringen for pandemien til at stige blandt befolkningen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Efter snart to år med coronapandemien som en fast del af hverdagen er danskerne nu mindre bekymrede for smitte end tidligere.

Det viser nye tal fra HOPE-projektet, som følger danskernes adfærd og reaktioner under coronapandemien.

- Der er sket en ændring i den måde, vi fortolker epidemien på som borgere, siger Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af HOPE-projektet.

- Hvor vi tidligere har fulgt meget nøje med i smittetallene, har man nu skiftet fokus til i højere grad at fokusere på indlæggelsestallene.

Tidligere har man tydeligt kunne se en sammenhæng mellem stigende smitte og stigende bekymring blandt befolkningen, men den logik er altså brudt nu, siger Michael Bang Petersen.

- Hvis vi havde haft 22.000 dagligt smittede for et år siden, så havde alle alarmklokker ringet, men det gør de ikke i dag i samme grad.

Intensivafdelinger er optimistiske

De nye tal fra HOPE-projektet viser, at danskerne overordnet set har en accept af høje smittetal, så længe det ikke overbelaster hospitalerne.

Og selvom vi de seneste par uger har set højere smittetal end på noget andet tidspunkt i pandemien, så er indlæggelsestallene på landets intensivafdelinger ikke fulgt med i samme grad.

Det fortæller Anders Perner, der er professor og overlæge på intensivafdelingen på Rigshospitalet. Han indsamler indlæggelsestal fra intensivafdelingerne i hele landet.

- Det er meget usandsynligt, at omikronvarianten kommer til at give os betydelige udfordringer på intensivafdelingerne, siger han.

Det store hop, man så i smittetallene mellem jul og nytår, har nemlig ikke resulteret i lige så mange flere patienter, som man ville have set ved et lignende smittetal med deltavarianten.

- Hvis omikron havde været som delta, så havde der været dobbelt så mange indlagte nu på intensivafdelingerne, og det ville stige de kommende uger, siger han.

Men det er ikke tilfældet, og faktisk er der i øjeblikket en bufferkapacitet på de fleste intensivafdelinger, som får Anders Perner til at imødese de kommende uger med en vis ro i maven.

- Vi er optimistiske og nok også mere optimistiske, end vi har turdet være de seneste par uger, siger han.

Ikke klar til at fjerne alle restriktioner

Selvom befolkningen er mindre bekymret for de høje smittetal, så er kun 22 procent klar til at fjerne alle restriktioner og slippe smitten fuldstændig fri, viser tal fra HOPE-projektet.

- Den gennemsnitlige borger er ikke klar til bare at fjerne alle restriktioner. Man vil gerne have hånd i hanke med smitten både i forhold til hospitalerne, men også på grund af en bekymring for senfølger, siger Michael Bang Petersen.

I går udtalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han forventer snart at kunne lempe på restriktionerne - særligt for kulturlivet.

De nuværende restriktioner udløber sidst på ugen, og derfor skal Folketinget i denne uge tage stilling til, om de skal forlænges.

Det kan meget vel være et af de emner, der skal diskuteres, når partiernes sundhedsordførere skal til møde om coronasituationen i Sundhedsministeriet her til formiddag.

Senere på dagen mødes Epidemiudvalget, som er dem, der tager stilling til, om restriktionerne skal forlænges eller ej.

FacebookTwitter