Datter så sin mor blive hjulpet til at dø på selvmordsklinik

23-årige Rikke Kimie Andersen støttede sin mors ønske om at tage sit eget liv.

Rikke Kimie Andersen støttede sin mors beslutning om at tage sit eget liv. (Foto: Jesper Bonde Nielsen)

- Fem timer. Så er jeg nok død, konstaterer Jane Hoffmann.

-Ja. Eller skal vi sige: Inden for fem timer, så har du fået fred, svarer hendes datter tilbage.

For 23-årige Rikke Kimie Andersen fra Djursland i Østjylland blev den 9. januar et punktum, da hendes mor valgte at tage sit eget liv på en klinik i Schweiz.

I ugerne op til støttede hun sin mor i den tunge beslutning, som hun kalder den rigtige. Jane Hoffmann led af nervesygdommen ALS, der på sigt ville lamme hende totalt.

- På en eller anden måde, så har jeg allerede mistet min mor, fordi hun er jo så syg, at det er ikke den mor, jeg kender. Jeg kan slet ikke huske, hvordan hun taler rigtigt. Så på en eller anden måde er jeg allerede i sorg, selvom hun stadig lever, fortæller Rikke Kimie Andersen til programmet "DR2 undersøger: En værdig død?", som bliver sendt mandag aften.

Ville ikke dræbe mor

I tiden op til Jane Hoffmans planlagte assisterede selvmord i Schweiz tog Rikke Kimie Andersen orlov for at støtte sin mor.

Og da beslutningen var truffet og skulle føres ud i livet, tog hun med på rejsen fra huset i Djursland til klinikken i Schweiz, hvor hun for sidste gang skulle se sin mor i live.

- Jeg kan ikke tage livet af min mor. Heller ikke selvom det vil være en gave, fortæller hun og uddyber:

- Min mor siger, at det vil være en lettelse, når hun er væk. Men det ord kan jeg ikke bruge, for hun er ikke nået at blive en belastning for os endnu.

Til begravelsen tager Rikke Kimie Andersen et sidste farvel med sin mor, hvis valg hun støtter.

- Dagen i dag er på en måde det allersidste punktum. Hun er væk nu. Jeg har mistet min mor. En mor er indbegrebet af tryghed.

Programmet 'DR2 Undersøger- En værdig død?' bliver sendt i aften klokken 21 på DR2.

Facebook
Twitter