DB Cargo har stoppet kørslen med øltog efter dødsulykke på Storebælt

Medarbejdere, som håndterede godstog, bliver afhørt, siger kommunikationschef.

Det kan godt være, at det for almindelige mennesker ligner et telt på hjul. Det er dog et telt, man kan løfte omkring 30 ton i. Det er en stålkonstruktion med presenninger på, siger kommunikationsdirektør fra DB Cargo, som kørte godstoget over Storebælt. (Foto: Michael Bager © Scanpix)

30 gange om ugen transporterer virksomheden DB Cargo godstog med ølkasser over Storebæltsbroen.

Men på grund af den voldsomme dødsulykke med et af firmaets tog og et lyntog fra DSB, har denne type transporttog ikke været på skinnerne i Danmark siden i går. Allerede efter ulykken indstillede man driften.

Det fortæller DB Cargos kommunikationsdirektør, Jan Wildau.

- Vi kører ikke for nuværende med det såkaldte øltog. Vi er i gang med at undersøge, hvad der er foregået. Når vi føler os trygge ved, at vi kan genoptage kørslen på en sikker måde, vil vi gøre det, siger Jan Wildau til DR Nyheder.

Godstoget vejer over 550 ton, og Havarikommissionens foreløbige undersøgelser viser, at en transporttrailer fra toget formentlig har revet sig løs og har ramt lyntoget, så otte togpassagerer blev dræbt, mens 16 andre passagerer kom til skade.

- Vi ved, at det blæste, og at der var en ulykke. Det kan godt hænge sammen, men den viden har vi først, når Havarikommissionen har brugt al det materiale, som de selv og vi skaffer, siger Jan Wildau.

Medarbejdere bliver afhørt

Jan Wildau siger samtidig, at der ikke tidligere har været tegn på, at toget ikke var sikkert at tranportere ølkasserne i.

- Det kan godt være, at det for almindelige mennesker ligner et telt på hjul. Det er dog et telt, man kan løfte omkring 30 ton i. Det er en stålkonstruktion med presenninger på. Det er også en transportform, der har været anvendt i mange år i Danmark, og der har aldrig været nogen indikation på, at en ulykke som denne her kunne ske, forklarer Jan Wildau.

Toget var netop kørt fra Nyborg og var på vej over broen til Sjælland, da ulykken skete. (Foto: Emil Thorbjörnsson (Grafik))

Han ønsker ikke at spekulere i, hvad der var årsag til ulykken, men overlader konklusionerne til efterforskerne fra Havarikommissionen. DB Cargo arbejder derfor tæt sammen med myndighederne for med Jan Wildaus egne ord at undgå, at en lignede ulykke nogensinde sker igen.

- Det er ikke op til os som virksomhed og som part i sagen at konkludere på, hvad der kan frikende os, eller hvad der kan betyde, at vi eventuelt har gjort noget forkert, siger han.

En del af efterforskningen indebærer også afhøring af de medarbejdere, som har håndteret pakningen af godstoget og tranporten af ølkasserne.

De medarbejdere er ifølge kommunikationsdirektøren meget påvirkede af ulykkens tragiske udgang.

- Vi har et beredskab, der hjælper vores medarbejdere. Uafhængigt af om man har haft nogen skyld i noget eller ej, er det en naturlig menneskelig reaktion, at man føler et ansvar. Ulykken er ekstremt alvorlig, og medarbejderne har det ikke godt, siger han.

DR Nyheder talte i morges med de passagerer, som skulle med det første tog over Storebæltsbroen efter ulykken. Klik på play.

Artiklen er opdateret med en præcisering. DB Cargo valgte allerede efter ulykken at indstille togdriften med den type godstog, som var involveret i ulykken, og togene har ikke været ude at køre siden.

Facebook
Twitter