DBA stopper salg af håndsprit til ågerpris: Det var anstødeligt

Online-salgsplatformen sletter nu annoncer for håndsprit, mundbind, gær og toiletpapir.

DBA sætter nu en stopper for salget af varer, der kan spores tilbage til corona-pandemien.

En flaske håndsprit for en plovmand eller mundbind, der sælges til ågerpriser.

Online-salgsplatformen DBA sætter nu en stopper for salget af varer, der kan spores tilbage til corona-pandemien.

Indtil videre gælder det håndsprit, mundbind, gær og toiletpapir.

- Vi så en ret voldsom stigning i indrykning af de varer. Til nogle ret høje priser. Vi kan ikke afvise, at der er tale om hamstring, og derfor har vi valgt at stoppe salget af blandt andet håndsprit, siger kundeservicechef Lene Kristensen fra DBA.

Stoppede salg søndag morgen

DBA er en online-salgsplatform, hvor private kan indrykke annoncer og sælge eller købe alskens varer.

Lige fra biler og campingvogne til brugte jeans og dykkerbriller.

I dag er annoncerne elektroniske, men tidligere var DBA trykt på papir og hed ‘Den Blå Avis’.

Rigmanden Karsten Ree var blandt ejerkredsen, da Den Blå Avis i 2008 blev solgt til amerikanske eBay for mere end to milliarder kroner.

Lene Kristensen oplyser, at man søndag morgen begyndte at slette annoncerne for håndsprit og mundbind.

Annoncer, der også er blevet bemærket på det sociale medie Twitter.

- Det er en type annoncer, som vi ikke plejer at have på DBA. Pludselig så var de der altså, og priserne var betydeligt højere, end hvad man kunne købe varen for i butikkerne. Derfor valgte vi at stoppe for det.

Mange fandt annoncer anstødelige

Kundeservicechefen forklarer, at det foregår på den måde, at brugerne anmelder annoncerne til administratorerne, som efterfølgende sletter dem.

- Det er rigtig svært for os at vurdere hver enkelt annonce efter pris og kvalitet på eksempelvis håndsprit. Derfor har vi taget en beslutning om, at vi desværre her og nu ikke kan optage annoncer for den type varer, siger Lene Kristensen.

Indtil videre har reaktionerne fra kunderne kun været positive.

- Der var mange, der fandt det anstødeligt. Hvis der opstår andre annoncer, der kan forbindes til hamstring, så tager vi også stilling til det, lyder det fra DBA-kundeservicechefen.

Facebook
Twitter