DDT i tæpper bekymrer forskere

Verdens mest berygtede sprøjtegift blev forbudt i Danmark for 42 år siden.Nu er DDT fundet i gulvtæpper i private hjem. Forskere vil have omfanget kortlagt.

(© Colourbox)

Forskerne var egentlig ude for at lede efter det farlige miljøgift PCB, men fik sig en ubehagelig overraskelse, da deres målinger viste, at et par af de private hjem havde endnu en ubuden gæst i form af DDT. Det skriver ingeniøren.

Fundet overrasker Ole Raaschou-Nielsen, seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse:

- DDT er et insektmiddel, der har været forbudt i den vestlige verden i årtier. Så derfor er jeg noget overrasket over det, det hører ikke til der, siger han.

Meget høje koncentrationer

Ud af ti hjem, som forskerne besøgte, da de ledte efter PCB var der gulvtæppe i tre af dem. Og det var i støv i to af tæpperne, at der blev fundet DDT.

- Der var tale om meget høje og meget uventede koncentrationer, vi var helt oppe på 20 mg DDT per kilo støv, fortæller Philipp Mayer fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Det ene af tæpperne, hvori der blev fundet DDT, var et ægte tæppe. Forskerne gætter på, at det er blevet imprægneret med DDT under fremstillingen i et udviklingsland.

Nærmere undersøgelse

Men der blev også fundet DDT i et væg til væg-tæppe. Og hvordan det er havnet der, er mere uklart.

- Det virker meget, meget mærkeligt, siger Philipp Mayer fra DMU.

Det var i en meget lille stikprøve, at forskerne stødte på sprøjtegiften.

Men derfor mener både Phillipp Mayer fra DMU og Ole Raaschou fra Kræftens Bekæmpelse, at omfanget af DDT i bygninger skal undersøges nærmere.

- Det er ikke helt uden grund, at stoffet er blevet forbudt, i stort set hele den vestlige verden og har været det igennem årtier, siger Ole Raaschou-Nielsen.

Facebook
Twitter