Bedemænd, rustvogne og gravemaskiner er ikke dødens følgesvend på Anholt. Her begraver de lokale nemlig selv deres egne.

- Graveren selv skal ikke gøre noget. Han er sat ud af spillet. Det er befolkningen selv der graver hullet, lyder det kort og godt fra Anne Lautrup Damkjer Lyngsø.

Ingen bedemand

Hun er sognepræst på Anholt, hvor et dødsfald først og fremmest aktiverer en lokal med sans for traditioner og seks stærke mænd, som alle skal i redskabsskuret efter en solid skovl.

- Der er ikke ansat nogen bedemand på Anholt. Så derfor udvælger de pårørende en be-mand, som klarer alt det praktiske og orienterer alle øens beboere om dødsfaldet. Der er ingen gravemaskine på kirkegården og derfor bliver der udpeget et graverhold som laver hullet og får varm mad af de efterladte, forklarer øens sognepræst.

Traditionsrig - og stærk

Hun betragter ikke kun proceduren som traditionsrig - men også stærk. præcist ligesom Liselotte Arentz Sørensen, der er formand for borgerforeningen i Kattegat.

- Hele proceduren i det gør at man får bearbejdet sorg på en ret fin måde. Døden bliver ikke fremmedgjort. Man har fingrene helt nede i den, mener  Liselotte Arentz Sørensen.

Hun understreger at risiko for sandskred i graven og manglende mulighed for at skaffe en bedemand i al hast, har næret øboernes tradition for at klargøre og begrave deres egne.

Turister studser

Men selvom metoden i hendes øjne er helt naturlig, forstår hun godt at både tilflyttere og turister studser, når de ser en del af graversjakket trække en kiste hen ad landevejen.

- Det får et præg af 'Fiskerne'. Og jeg kan godt forstå, at man føler, at man er trådt ind i noget som på den måde er meget gammeldags, siger Liselotte Sørensen.